To mænd sigtes for hjælp til terror
To mænd er i dommervagten i København sigtet for at have hjulpet den mistænkte gerningsmand fra weekendens attentater i København med våben.
Foto: Colourbox/free


To mænd er blevet sigtet af politiet for at have hjulpet den unge mand, der stod bag de to terrorangreb i weekenden.

De skal have skaffet et våben, manden havde brugt, af vejen. Og desuden skal de have givet ham et tilflugtssted, oplyser den enes forsvarer til Ritzau.

Mændene beskyldes for "med råd og dåd" at have hjulpet gerningsmanden ved attentaterne, oplyser Københavns Politi mandag formiddag.

Sigtelsen drejer sig om medvirken til drab, drabsforsøg og grov vold.

Desuden sigtes de to for at have overtrådt straffelovens våbenparagraf ved at opbevare skarpladte skydevåben, oplyser advokaturchef Dorit Borgaard til Ritzau.

Politiet mener, at de hjalp den 22-årige med at skaffe et skydevåben af vejen, ligesom de skal have givet ham et tilflugtssted.

Begge fremstilles i grundlovsforhør tidligt mandag i Dommervagten i København.

Grundlovsforhøret er gået i gang lidt efter klokken otte, oplyser man i Dommervagten.

De to mænd blev anholdt henholdsvis søndag klokken 8.14 og klokken 14.50, oplyser politiet.

En anklager fra Københavns Politis advokatur for personfarlig kriminalitet tager sig af retsmøderne.

Kravet er, at retsmødet holdes bag lukkede døre, og det har dommeren efterkommet. Den enes forsvarer er advokat Michael Juul Eriksen, der oplyser, at begge nægter sig skyldige. Hans egen klient vil gerne udtale sig.

- Politiet skal bevise, at de har gjort det, og dernæst skal man bevise, at det var aftalt på forhånd, siger advokaten.

Søndag var betjente i aktion flere steder som opfølgning på sagen med skyderierne først mod et debatmøde om ytringsfrihed på Østerbro og dernæst mod synagogen i Krystalgade i det indre København.

To mænd, 55-årige Finn Nørgaard og 37-årige Dan Uzan, mistede livet, mens fem betjente blev såret.

Den 22-årige formodede gerningsmand, som, ifølge flere medier hedder Omar Abdel Hamid El-Hussein, blev selv dræbt til sidst i forløbet.

Under en ildkamp på Nørrebro med betjente fra Aktionsstyrken fra Politiets Efterretningstjeneste blev han dræbt.

El-Hussein blev løsladt fra et fængsel for et par uger siden. Han har tidligere begået grov vold og har haft bekendte i banden Brothas i Mjølnerparken i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.