To mænd formentlig uskyldig dømt
Der var formentlig tale om justitsmord, da to asiater blev idømt halvandet års fængsel, erkender politiet.
Det, som politiet troede var falskmøntnersager, viser sig nu formentlig at være ægte mønter fundet i affald, oplyser advokaturchef.
Det, som politiet troede var falskmøntnersager, viser sig nu formentlig at være ægte mønter fundet i affald, oplyser advokaturchef. Foto: Colourbox/free


Tre varetægtsfængslede personer og to idømt fængselsstraf er løsladt, fordi Københavns Politi mener, at de alle er fængslet på et forkert grundlag i sager om såkaldte skrotmønter.

Det, som politiet troede var falskmøntnersager, viser sig nu formentlig at være ægte mønter fundet i affald, såkaldte skrotmønter, oplyser Henrik Helmer Steen, advokaturchef for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi.

- Vi har analyseret nogle af mønterne, der har været igennem forbrændingen, og der må vi konstatere, at mønterne har nogle af de fejl og ser ud som de mønter, der er med i sagerne om falskmøntneri, siger Henrik Helmer Steen til Ritzau.

En 30-årig kinesisk mand forsøgte for eksempel at veksle 10- og 20-kroner til en værdi af 75.660 kroner i Nationalbanken 30. juli sidste år. Det kostede en dom på halvandet års fængsel.

- Vi kan ikke afvise, at de mønter, som folk er blevet dømt for at have forfalsket, måske er slaggermønter. Derfor genovervejer vi sagerne, og vi har løsladt de fængslede i de forskellige sager, fortæller han.

De løsladte forsøgte alle at veksle meget slidte og beskadigede mønter i hobetal, og politiet var sikker på, at mønterne var falske.

Flere dommere var enige, selvom de mistænkte forklarede - heriblandt en 55-årig britisk mand og en 47-årig kvindelig kineser - at der var tale om skrotmønter.

I første omgang mente politiet, at mønterne ikke ville få de skader, som skrotmønterne havde, fordi forbrændinger i Danmark ikke har temperaturer, som er høje nok i forhold til skaderne.

Men politiet har været på studietur hos en skrothandler, som køber resterne efter forbrændinger i Danmark, såkaldt slagger. Skrothandleren sorterer slaggeret, og der kunne politiet ved selvsyn se, at der ligger en del mønter imellem slaggeret.

Politiet tog mønter med fra transportbåndet. De viser sig at have samme fejl og skrammer som skrotmønterne.

Når skrothandleren ikke vil sortere slaggeret længere, så sælger han resterne til Asien, hvor der altså stadig er en del mønter at finde. Skrotmønterne samles sammen og sælgers på markeder i Østen. Det er dem, som fandt vej til danske banker.

Den nu løsladte brite har tidligere fortalt, at han samarbejdede med en møntgrossist i Kina, og at han lå inde med danske mønter til en værdi af 10-13 millioner kroner.

Københavns Politi indstiller nu til statsadvokaten, at sigtelserne mod de varetægtsfængslede droppes, og at dommene i skrotsagerne ankes til frifindelse. Flere erstatningssager venter formentlig i fremtiden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.