To mænd dømmes for millionsvindel i it-branchen
Østre Landsret skærper straffene til to mænd for momssnyd for knap 42 millioner kroner. En tredje frifindes.
To mænd fra it-branchen er ved Østre Landsret idømt fængselsstraffe for snyd med moms i årene 2007-2008. Arkivfoto.
To mænd fra it-branchen er ved Østre Landsret idømt fængselsstraffe for snyd med moms i årene 2007-2008. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix


Statskassen gik glip af 41.696.682 kroner, da to ledere fra et it-firma i København snød med betaling af moms.

Svindlen skal koste den 47-årige direktør Sagib Hussain en fængselsstraf på fire år og tre måneder samt en tillægsbøde på godt 42 millioner kroner.

Det har Østre Landsret fredag formiddag besluttet.

Hans kompagnon, 43-årige Kaiser Muneer Raja, idømmes i samme sag fængsel i fire år. Desuden skal han betale 41.675.000 kroner i bøde.

Endelig skal de to tilsammen betale en erstatning til Skat, der svarer til det beløb, som de har snydt statskassen for.

Mændene blev sidste år dømt i samme sag ved Retten på Frederiksberg.

Her fik de dog mildere straffe - henholdsvis fire års fængsel og tre et halvt års fængsel. En tredje mand, som dengang blev idømt tre et halvt år fængsel, er fredag blevet frifundet for anklagerne mod ham.

Retten fandt ikke, at der var bevis for, at manden bevidst var indblandet i grov svindel, fortæller senioranklager Morten Ebbe Nielsen.

- Det er en konkret bevisvurdering, hvor meget han har kunnet vide om det, der foregik, siger Morten Ebbe Nielsen.

De tre mænd kontrollerede virksomheden Multimedia World A/S, som importerede it-udstyr fra Sverige. Men momskoden på varerne var forkert.

Et centralt spørgsmål i retssagen har været, hvorvidt selskabets bogføringssystem automatisk havde genereret den forkerte kode.

Her fandt Østre Landsret, at den forkerte momskode ikke skyldtes en systemfejl, men at den var manuelt indtastet.

Under retssagen har de tiltaltes forsvarere fremført, at vigtigt bevismateriale er blevet destrueret i straffesagen.

Blandt andet er bilag i 150 flyttekasser blevet makuleret.

- Det efterlader landsretten med et ufuldstændigt grundlag at dømme på, sagde advokat Kåre Pihlmann under et af de tidligere retsmøder.

Men anklager Morten Ebbe Nielsen afviser denne påstand.

- Landsretten har selv fundet, at den havde et tilstrækkeligt grundlag at dømme ud fra. Retten har ikke tillagt synspunktet om de destruerede bilag nogen vægt, siger Morten Ebbe Nielsen.

Trods frifindelsen af den ene af de tre tiltalte mænd er senioranklageren "meget tilfreds" med dommen.

- Vi har fået konstateret i landsretten, at der er begået grov kriminalitet. Det kommer til udtryk i de straffe, der idømmes, siger Morten Ebbe Nielsen.

Momssvindlen fandt sted fra maj 2007 til december 2008.

47-årige Sagib Hussain er desuden fundet skyldig i grov momssvig for mindst 500.000 kroner i forbindelse med driften af en anden virksomhed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.