To mænd anholdt efter kemiske knald på kollegium
Politiet mistænker to unge mænd for at være ansvarlige for kemikalier, der satte større udrykning i gang.
Grønjordskollegium på Amager hvor to mænd søndag er blevet anholdt, formentlig fordi de står bag en episode, hvor brunligt og lugtende kemisk stof er smurt på beboernes sko.
Grønjordskollegium på Amager hvor to mænd søndag er blevet anholdt, formentlig fordi de står bag en episode, hvor brunligt og lugtende kemisk stof er smurt på beboernes sko. Foto: Magnus Møller/Polfoto


Både politi, brandvæsen, ambulancer og specialister fra Beredskabsstyrelsen var til stede lørdag aften på Grønjordskollegiet på Amager, efter at der tidligere på dagen var indløbet meddelelse om, at man havde fundet et underligt, kemisk stof.

Det brunlige stof lugtede mystisk og var smurt på flere kollegiebeboeres sko. Når man trådte på det, knaldede det.

Politiets centrale efterforskningsleder, Jacob Søndergaard fortæller dog, at der ikke er nogen, der er kommet til skade efter at have været i forbindelse med stoffet, hvis sammensætning endnu er ukendt.

Alligevel har man anholdt de to mænd, der formentlig står bag.

- Vi har bedt eksperter om at undersøge stoffet nærmere, så vi forhåbentlig bliver lidt klogere på, hvad der er foregået, siger efterforskningslederen.

Beredskabsstyrelsens operative chef, Lars Høg Schou, fortæller på Twitter, at man stiller med fem mand og et såkaldt Hazmat-køretøj, der blandt andet tages i brug, når kemiske stoffer skal identificeres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.