To måneder i streg med færre end 100 asylansøgere om ugen
For ottende uge i streg er der registreret under 100 asylansøgere. I den seneste uge ankom der 54.
Der er i alt registreret 4900 asylansøgere, siden grænsekontrollen blev indført 4. januar. Arkivfoto fra asylcenter Næstved.
Der er i alt registreret 4900 asylansøgere, siden grænsekontrollen blev indført 4. januar. Arkivfoto fra asylcenter Næstved. Foto: Linda Kastrup/Scanpix


54 asylansøgere, heraf 11 fra Syrien, er blevet registreret i den seneste uge.

Det viser en opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Dermed er der i alt registreret lidt over 4900 asylansøgere, siden regeringen indførte midlertidig grænsekontrol 4. januar. Til sammenligning ankom 21.000 asylansøgere hele sidste år.

Asyltallet er baseret på registreringer i politiets system, Polsas. Tallene er foreløbige og forbundet med usikkerhed, da der løbende sker efterretninger.

Asyltallet har været støt dalende siden foråret. Således var asyltallet 642 i den første uge med grænsekontrol.

Det lave antal asylansøgere har fået regeringen til at nedjustere antallet af flygtninge, som skal fordeles i kommunerne.

Kommunerne skal i stedet for 17.000 flygtninge kun modtage 7500 flygtninge, som har fået ophold i Danmark i år.

Som følge af det lavere asyltal har Udlændingestyrelsen også lukket omdiskuterede asylteltlejre.

I alt er 4800 indkvarteringspladser på forskellige asylcentre rundt om i landet blevet lukket. Det er dog kun de 2800, der lukkes permanent, mens de sidste 2000 pladser fortsat er i beredskab.

Den midlertidige grænsekontrol løber indtil videre frem til 12. november. Hvad der derefter skal ske er uvist.

I de igangværende 2025-forhandlinger kræver Dansk Folkeparti dog, at grænsekontrollen udvides og gøres permanent.

Derudover vil partiet have straksbehandling af asylansøgere på grænsen, så de kan nægtes indrejse, hvis de kommer fra et andet sikkert EU-land som eksempelvis Tyskland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.