Flere odenseanere havde i går aftes en dybt ubehagelig dag på jobbet.
De blev på deres arbejde passet op af røvere, som med kniv truede sig til penge. Nu søger Fyns Politi hjælp fra borgere, som kan hjælpe med at opklare sagerne.
Den ene røveri blev begået mod ekspedienterne i Toftevejens Nærbutik i Odense SØ. Klokken ca. 18.30 kom to engelsktalende mænd ind i forretningen og truede personalet ved kassen med en medbragt kniv til at udleverer penge og cigaretter.
Gerningsmændene fik udleveret et ukendt kontantbeløb og cirka 25 pakker cigaretter, hvorefter de ifølge Fyns Politi flygtede fra stedet i ukendt retning på cykel.
Den ene gerningsmand blev efterfølgende fundet og anholdt, den anden eftersøges nu.
Servitricen chokeret over kniv
Senere på aftenen - eller nærmere først på natten, nemlig klokken ca. et - blev en servitrice på værtshuset Vognhjulet på Skibhusvej truet af en røver med kniv.
Fyns.dk kan fortælle, at røveren havde gemt sig bag en elefanthue eller en høj halsedisse - suppleret med solbriller - og at servitricen blev så forskrækket over at se den 10-12 centimeter lange kniv, at hun smed pengene hen til røveren, så han selv måtte samle dem op.
Derefter stak manden af til fods.
Fyns Politi hører i begge sager gerne fra borgere, der har set noget, som kan hjælpe med at finde frem til gerningsmændene. Se beskrivelsen af dem i boksen til venstre.
Fyns Politi kan træffes på tlf. tlf. 114 eller 66141448.
Røveriet mod Toftevejens Nærbutik:
Gerningsmanden beskrives som mand, cirka 15-20 år, cirka 175-180 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, iført sort hættetrøje med hvidt firkantet logo i nakken under hætten, beigefarvede bukser og sort sko.
Røveriet mod værtshuset Vognhjulet:
Gerningsmanden beskrives som 20-30 år , 170 centimeter høj, iført en hvid hættetrøje og blå cowboybukser.