To gyldne minutter skyder Bayern mod ny sejr
Robert Lewandowski og Arjen Robben var arkitekterne bag Bayern Münchens sejr over Augsburg.
Robert Lewandowski tegnede sig for to mål i Bayerns sejr.
Robert Lewandowski tegnede sig for to mål i Bayerns sejr. Foto: Christof Stache/AFP


Bayern München ligger stadig i front for Bundesligaen i fodbold efter ni spillerunder.

Med en udesejr på 3-1 over Augsburg er mesterholdet fra de seneste fire sæsoner oppe på 23 point. Nummer to, RB Leipzig, vandt 2-0 ude over Darmstadt og kom på 21 point.

To gyldne minutter midtvejs i første halvleg grundlagde Bayerns sejr. Duoen med Robert Lewandowski og Arjen Robben stod bag begge mål og siden også det tredje.

Efter 20 minutter afviklede Bayern et perfekt kontraangreb, hvor Robben på det helt rette tidspunkt afleverede til Lewandowski, der tog bolden med i sit løb og scorede sikkert til 1-0.

To minutter senere var rollerne byttet rundt. Fra en position på baglinjen fandt Lewandowski Robben, der havde nemt ved at score fra et par meters afstand.

Få minutter efter pausen var duoen på spil igen. Bayern erobrede bolden efter en ny opspilsfejl af hjemmeholdet.

Robben sendte Lewandowski fri i dybden, og den polske angriber rundede målmanden og scorede i det tomme net til 3-0.

Midtvejs i halvlegen fik hjemmeholdet så lov at pynte til 1-3 ved Ja-Cheol Koo.

Yussuf Poulsen var med i startopstillingen, da Leipzig fortsatte den flotte sæsonstart med sejren i Darmstadt på 2-0.

Danskeren fik et gult kort efter 24 minutter og blev skiftet ud seks minutter efter pausen. Ind kom i stedet den unge østrigske angriber Marcel Sabitzer, der seks minutter senere scorede til 1-0.

Otte minutter før tid stod Marcel Sabitzer også for målet til 2-0.

Det var Leipzigs fjerde ligasejr på stribe, og holdet er stadig ubesejret.

Hos Mainz 05 var Jonas Lössl at finde i målet i hjemmesejren på 2-0 over Ingolstadt, der havde sin danske målmand, Martin Hansen, placeret på bænken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.