To en halv million danske høns ender hvert år sine dage i et rullende gaskammer.
Når danske høns har lagt æg i 76 uger, er de ikke længere så produktive. Derfor bliver de hentet af en nordjysk kassevogn, der kører rundt mellem de danske ægproducenter, og gasser kasserede høns til døde.
Gaskammeret på hjul kan gasse op til 5.000 høns i timen med kuldioxid.
Gasdøden tager få minutter.
De aflivede høns bliver derefter kørt gennem en kødhakker og tilsat syre. I den anden ende af lastvognen ender det som minkfoder.
Sidste år stoppede al slagtning af høns til danske køkkenborde nemlig i Danmark.
- De danske husmødre som laver hønsekødssuppe er forlængst begravede. Det kan simpelthen ikke betale sig længere at sælge høns i butikkerne, siger administrator Leo Yding Sørensen fra firmaet Chickpulp, der ejer den rullende fabrik, der laver minkfoder af levende høns. Han garanterer i øvrigt, at ingen af hønsene lider.
Firmaet Chickpulp er ejet af 110 danske ægproducenter, der til sammen har 2,4 millioner ud af de konstant 3,5 millioner høns i Danmark.
Og så er metoden fra høne til minkfoder i øvrigt et fremskridt. For to år siden endte næsten alle danske høns som sæbe eller biodiesel hos kadaverfirmaet DAKA i Ringsted på Vestsjælland.
Her ender stadig flere hundredetusinde høner som biodiesel. Derudover er der en mindre eksport af høns til et tysk slagteri.
- Det kostede endda ægproducenter fire kroner per høne at komme af med dem til DAKA. Så den nye ordning er på alle måde bedre, siger konsulent Niels Find Johansen fra Landscenteret Fjerkræ under Dansk Landbrugsrådgivning.
Han erkender, at de gassede høner er fjerkræsbranchens dårlige samvittighed.
- Mange har haft det rigtigt skidt med det - vi vil jo helst lave fødevarer til danske forbrugere. Især har de økologiske producenter været vældigt kede af, at de høns der lægger økologiske æg, ender deres dage som minkfoder eller som biodiesel. Men hvad skal vi gøre, når forbrugerne ikke vil købe høns, siger Niels Find Johansen.