To egyptiske politifolk dræbt ved pyramiderne
Dødeligt angreb ved pyramiderne uden for Kairo kan undergrave regeringens forsøg på at få turisterne tilbage.


Bevæbnede mænd på en motorcykel skød og dræbte onsdag to politifolk ved en vej tæt på pyramiderne i Giza i udkanten af Egyptens hovedstad, Kairo.

De dræbte betjente tilhørte det egyptiske turistpoliti.

Det er ikke umiddelbart klart, hvem der stod bag angrebet, eller hvad motivet var.

Der finder jævnligt angreb sted mod egyptisk politi, men det hører til sjældenhederne, at angrebene sker ved nogle af Egyptens store turistattraktioner.

Hvis de militante angreb mod Egyptens politi og militær begynder at finde sted ved landets turistattraktioner og feriesteder, kan det undergrave regeringens bestræbelser på at overbevise udenlandske turister om, at det er sikkert at tage på ferie i Egypten.

Turismen er styrtdykket, siden egypterne i januar 2011 gik på gaden til de største folkelige demonstrationer i landets historie, som resulterede i, at den daværende præsident, Hosni Mubarak, blev afsat.

Turisme er en af Egyptens vigtigste indtægtskilder.

Angreb mod Egyptens politi og sikkerhedsstyrker er taget til i hyppighed, efter at den islamistiske præsident Mohamed Mursi blev afsat i sommeren 2013.

Siden da er hundredvis af betjente og soldater blevet dræbt i skud- og bombeangreb, der som regel er rettet mod politistationer, checkpoints eller militærets barakker. Angrebene har ofte også kostet civile dødsofre.

Egyptens myndigheder beskylder islamistiske oprørsgrupper og især medlemmer af det nu forbudte Muslimske Broderskab for at stå bag. Den terrorstemplede organisation afviser at stå bag angrebene.

Siden Mursi blev afsat, har myndighederne slået hårdt ned på medlemmer af broderskabet og andre islamistiske grupper. Tusinder er blevet fængslet og mange idømt dødsstraf eller langvarige fængselsstraffe.

En gruppe, der kalder sig Ajnad Misr (Egyptens Soldater) har taget skylden for en række angreb, som den siger er gengæld for regeringens hårde kurs over for islamisterne.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.