To brødre varetægtsfængslet for vold og trusler mod vidne
To unge brødre er sigtet for vold og forsøg på at true 20-årig mand til at trække anmeldelse tilbage.


To brødre på henholdsvis 17 og 21 år er efter et grundlovsforhør lørdag ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet sigtet for vold og vidnetrusler mod en 20-årig mand.

- Et par brødre har været i slagsmål med en 20-årig fyr fra Aars-kanten, og de har i den forbindelse slået og sparket ham, siger vagthavende ved Nordjyllands Politi.

Han tilføjer, at de to brødre blev fremstillet i grundlovsforhør, fordi de er mistænkt for vidnetrusler, da brødrene er indblandet i en anden verserende sag.

Ifølge dagbladet Nordjyske har den yngste af brødrene tidligere været i retten anklaget for hærværk på det 20-årige offers bil.

Senioranklager Jette Rubien oplyser til Nordjyske, at brødrene mødte den 20-årige til en byfest i Farsø. Her skulle de angiveligt have forsøgt at true ham til at trække anmeldelsen om hærværk tilbage.

Den 20-årige blev efter overfaldet transporteret på skadestuen. Han er dog ikke alvorligt kvæstet.

Ifølge Nordjyske, der citerer senioranklager Jette Rubien, hævder brødrene, at de slet ikke mødte den 20-årige mand til byfesten. De nægter sig derfor også skyldige i vold og vidnetrusler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.