To bjergbestigere er dræbt af lavine i de franske alper
En lavine nær Mont Blanc har kostet to litauere livet. En tredje person overlevede, oplyser militærpoliti.
Ved Mont Blanc (billedet) har en lavine kostet to bjergbestigere livet søndag.
Ved Mont Blanc (billedet) har en lavine kostet to bjergbestigere livet søndag. Foto: Colourbox/free


En mand og en kvinde fra Litauen er blevet dræbt nær bjerget Mont Blanc i de franske alper, da en lavine begravede dem søndag.

Det oplyser militærpolitiet i Frankrig ifølge nyhedsbureauet AFP.

De to dræbte personer var erfarne bjergbestigere.

Lavinen blev udløst efter voldsomt snefald ved Grands Montets, der er et velkendt skiområde. Grands Montets er en af tinderne i bjergkæden ved Mont Blanc.

Mont Blanc er det højeste bjerg i alperne og anses som et af verdens farligste at bevæge sig rundt på.

Lavinen begyndte i 3200 meter højde, rapporterer BBC.

En tredje litauer blev også fanget i lavinen, men slap uskadt for mødet med snemasserne.

Det er den første fatale lavine i de franske alper denne vinter. Nyfalden sne øger yderligere risikoen for en ny lavine.

Hjælpearbejdere oplyser, at lavinen skete omkring klokken 13 dansk tid.

Efterfølgende har den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, udtalt, at "alle bør tage samtlige forholdsregler i området på grund af den øgede risiko for laviner den kommende tid", skriver AFP.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.