To unge mænd på 21 og 24 år blev mandag idømt hårde fængselsstraffe for ulovlig besiddelse af en skarpladt revolver. De blev dømt i fællesskab, selv om kun den ene har vedkendt sig ejerskabet til våbnet.
De to mænd blev anholdt den 21. marts i forbindelse med en stor politiaktion mod bandemiljøet.
Politiet anholdt dem i bandegrupperingen Værebrogruppens klubhus på Laurentsvej i Bagsværd, hvor betjente fandt en skydeklar Colt-revolver og 65 skarpe skud.
- Vi mener, at de begge fungerede som vagter i klubhuset under bandekonflikten, og at begge rådede over revolver og ammunition, og det mente retten også, siger anklager Joy Sinius Clausen, Københavns Vestegns Politi.
Den 21-årige fik et års fængsel. Han nægtede sig skyldig og ankede straks dommen.
Den 24-årige fik et år og tre måneders fængsel. Han har under sagen erkendt sig skyldig, men han har anket straffens længde.
/ritzau/