To af landets største revisionsfirmaer slår sig sammen
Beierholm og RSM Plus fusionerer til ét revisionshus, der har fokus på små og mellemstore virksomheder.
Revisionsfirmaet Beierholm bliver fusioneret med RSM Plus 1. maj 2016.
Revisionsfirmaet Beierholm bliver fusioneret med RSM Plus 1. maj 2016. Foto: Beierholm/free


Efter lang tids strategiske overvejelser har to af landets store revisionsvirksomheder valgt at parre sig og fusionere firmaerne.

Det oplyser Beierholm, landets femtestørste revisionsvirksomhed, i en pressemeddelelse. Beierholm skal lægges sammen med RSM Plus, der er det sjettestørste revisionshus i Danmark.

Med fusionen får virksomheden, der fremover skal hedde Beierholm, 850 medarbejdere på 24 kontorer i hele landet. Strategien er at fokusere på små og mellemstore virksomheder.

- Vi går benhårdt efter at være den mest udviklings- og opkøbsorienterede revisionsvirksomhed med solidt fokus på små og mellemstore virksomheder, siger Beierholms administrerende direktør, Kenneth Jensen.

- Sammen med RSM Plus styrker vi derfor vores position inden for revision og rådgivning til mindre og mellemstore virksomheder. Endvidere styrker vi vores internationale netværk i udlandet for vores danske kunder, siger han i pressemeddelelsen.

Sammenlægningen af de to revisionshuse sker 1. maj 2016.

Også RSM Plus ser ikke overraskende fordele i fusionen.

- Vi har længe overvejet, hvorvidt vi skulle øge størrelsen i vores virksomhed - enten ved at påbegynde et omfattende opkøb eller på anden vis få styrke til at møde fremtidens krav, siger administrerende direktør hos RSM Plus Michael Bach og fortsætter:

- Efter grundige drøftelser med Beierholms ledelse, hvor vi ser, at vores virksomheders idégrundlag og forretningsmodel i stort omfang ligner hinanden, blev det vores konklusion, at vi hurtigst og mest effektivt ville nå den ønskede udvikling ved en sammenlægning med Beierholm.

Omsætningen i 2016/2017 efter sammenlægningen ventes ifølge Beierholm at ligge på 700-750 millioner kroner. Efter fusionen vil Beierholm fortsat være det femtestørste revisionsfirma i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.