Tjekkiske tenniskvinder vinder fjerde Fed Cup på fem år
Tjekkiet slår Rusland 3-2 i Fed Cup, der er den højst rangerede turnering for kvindelige landshold i tennis.
Karolina Pliskova blev den store helt, da Tjekkiet søndag genvandt Fed Cup.
Karolina Pliskova blev den store helt, da Tjekkiet søndag genvandt Fed Cup. Foto: Petr David Josek/AP


Med en tjekkisk sejr i det afgørende doubleopgør blev det til en samlet 3-2-sejr over Rusland i Fed Cup for de forsvarende mestre fra Tjekkiet.

Dermed har Tjekkiet nu vundet fire Fed Cup-turneringer de seneste fem år. Fed Cup er den højst rangerede turnering for kvindelige landshold i tennis.

Sejren kom i hus, efter at tjekkiske Karolina Pliskova midt på dagen søndag vandt sin singlekamp, og dermed bragte stillingen op på 2-2.

Senere søndag dannede Pliskova par med Barbora Strycova i den afgørende doublekamp, der endte med en sejr over det russiske par Elena Vesnina og Anastasia Pavlyuchenkova, og dermed vandt Tjekkiet samlet 3-2.

De tjekkiske tenniskvinder var ellers kommet i problemer, da den dobbelte Wimbledon-vinder Petra Kvitova tidligere på dagen blev slået af den russiske stjerne Maria Sharapova, hvilket på det tidspunkt gjorde stillingen til 2-1 i russisk favør.

Men Pliskova blev altså den helt store stjerne for Tjekkiet, da hun spillede store roller i de to afgørende sejre i den samlede 3-2-triumf søndag.

- Det her er den første oplevelse for mig i Fed Cup, så jeg er rigtig glad for den måde, vi spillede på, og vi spillede begge rigtig godt, sagde Pliskova efter sejren.

- Det er helt sikkert en af de største sejre i min karriere. Jeg prøvede at fokusere på min serv, og den fungerede godt i dag, så det er jeg rigtig glad for, lød det.

Også hendes doublemakker var efter kampen godt tilfreds med sejren.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det var helt utroligt, sagde Strycova.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.