Tjekkisk hede piller dansk cykelhold helt fra hinanden
Team Coloquick er udsat for stort mandefald i Czech Cycling Tour, hvor seks af holdets ryttere er udgået.
Aske Vorre er den eneste, der er tilbage af de syv ryttere, som indledte Czech Cycling Tour for Team Coloquick.
Aske Vorre er den eneste, der er tilbage af de syv ryttere, som indledte Czech Cycling Tour for Team Coloquick. Foto: Team Coloquick/free


Cykelholdet Team Coloquick får svært ved at gøre sig gældende på søndagens sidste etape i Czech Cycling Tour.

Det lille danske hold startede med syv ryttere i det tjekkiske etapeløb, men kun en enkelt er tilbage.

Lørdag måtte de tre ryttere Christian Moberg, Jimmi Sørensen og Christian Nyvang forlade etapeløbet på grund af høje temperaturer.

- Vi mister tre mand igen i dag. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

- De kunne ikke engang sidde på hjul, så slemt stod det til, siger sportsdirektør Ricky Enø i en pressemeddelelse.

- Varmen skal ikke være en undskyldning, men der er røget over 60 andre ryttere, så det er ikke kun os.

- Det ændrer dog ikke på, at vi har haft et katastrofalt løb hernede, hvor vi indtil videre har skuffet stort set hver dag, fortæller sportsdirektøren.

Når fjerde og sidste etape køres søndag, er det kun Aske Vorre, der stiller til start for Team Coloquick.

- Aske er alene og skal egentligt bare klare sig igennem.

- Han vil gerne gennemføre, og det har jeg respekt for. Derfor er jeg også blevet hernede sammen med en mekaniker og en soigneur.

- Resultatmæssigt får vi som sagt intet med herfra, og det er frustrerende, siger Ricky Enø.

Team Coloquick vandt fredag i sidste uge enkeltstarten i Post Danmark Rundt ved 21-årige Mads Würtz Schmidt. Sejren var Coloquicks største nogensinde. Würtz Schmidt har ikke været med i denne uge i Tjekkiet.

Czech Cycling Tour hører ikke til blandt de største etapeløb i Europa. Det rangerer lige under Post Danmark Rundt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.