Tjekkiet hjælper Danmark med VM-sejr over Kasakhstan
Kasakhstan ligger fortsat under Danmark i gruppe A ved ishockey-VM efter nederlag til Tjekkiet.
NHL-spilleren Tomas Plekanec jubler over en af sine to scoringer for Tjekkiet i VM-gruppekampen mod Kasakhstan.
NHL-spilleren Tomas Plekanec jubler over en af sine to scoringer for Tjekkiet i VM-gruppekampen mod Kasakhstan. Foto: Ivan Sekretarev/AP


Mens de danske drømme om en kvartfinale ved VM i ishockey fortsat lever inden fredagens opgør mod Letland, så puster en potentiel nedrykning også stadig kold luft i nakken af danskerne.

Tjekkiets ventede, men lidt smalle, 3-1-sejr tidligere fredag over Kasakhstan er dog en stor hjælp for Danmark.

Tjekkerne afgjorde først kampen et minut før tid med en scoring i et tomt mål, da Kasakhstan havde taget målmanden ud for at jagte udligningen i slutminutterne.

En sejr over Letland vil sende Danmark i sikker afstand af den ultimative skuffelse, men selv om det skulle blive til nederlag mod letterne, kan Jan Karlssons rød-hvide tropper fortsat selv afgøre sin skæbne i forhold til nedrykning.

Kasakhstans nederlag til Tjekkiet betyder, at Danmark med fire point inden opgøret mod Letland fortsat er foran Kasakhstan, der står noteret for to point.

Letland står også noteret for to point inden kampen mod Danmark.

Et dansk nederlag fredag betyder, at holdet formentlig skal ud i et drabeligt nedrykningsslag mod Kasakhstan.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.