Det er blevet forår – med alt, hvad det indebærer. For storken er langt fra det eneste dyr, der melder sin ankomst i takt med, at forårssolen får mere magt. Også rigtig mange skadedyr melder sig på banen i disse dage.
Skadedyr i haven – sådan bekæmper du dem uden sprøjtemidler. Læs mere på isabellas.dk
Især myrer og hvepse lægger for tiden kimen til det, der kan ende med at blive en decideret have- og husplage hen over sommeren.
Ifølge Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer kan rettidig omhu spare én for store problemer senere på året.
– Jo før man får fjernet myre- eller hvepseboer, jo nemmere og billigere er det at komme hele problemet til livs. For begge arter gælder det, at dronningerne har parret sig i sensommeren og siden da kun har ventet på forårets komme, så det går stærkt, når temperaturen begynder at stige, siger Claus Schultz, pressetalsmand i Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer.
Tjek terrassen
Claus Schultze anbefaler derfor, at man gennemgår matriklen for spor efter plageånderne allerede nu.
Sådan undgår du dræbersnegle i haven. Læs mere på isabellas.dk
– Små sandtoppe mellem fliserne er en god indikator for, om der er myrer på spil. Og hvis man har haft problemer med myrer før, så er risikoen stor for, at det sker igen. En dronning lever nemlig op til 10 år i samme koloni, før hun dør, siger han.
Hvepse på loftet
Hvepse kan være sværere at spotte tidligt på sæsonen, da boet er meget lille til at starte med.
– Boet er kun på størrelse med en bordtennisbold og hænger et sted, hvor det er beskyttet mod regn. Fx under udhæng, på loftet eller i skuret, siger Claus Schultze.
Til sammenligning kan et hvepsebo sidst på sæsonen være på størrelse med en basketbold og fyldt med vrede hvepse.
Anders Graverholt Nielsen, Aller Media