Titusinder demonstrerede for klimaet i Melbourne
Globale klimamarcher er planlagt i weekenden i mange af verdens storbyer forud for COP21.
"Der er ikke nogen Planet B" og "Ødelæg ikke min fremtid", lød nogle af de slogans, som titusindvis af demonstranter bakkede op bag ved en demonstration fredag forud for klimatopmødet i Paris.
"Der er ikke nogen Planet B" og "Ødelæg ikke min fremtid", lød nogle af de slogans, som titusindvis af demonstranter bakkede op bag ved en demonstration fredag forud for klimatopmødet i Paris. Foto: Elaine Thompson/AP


Titusindvis af mennesker demonstrerede fredag i Melbourne i Australien med krav om, at der bliver opnået konkrete resultater ved klimatopmødet COP21 i Paris, som åbnes af mandag den 30. november.

"Der er ikke nogen Planet B" og "Hold op med at ødelægge min fremtid", stod der blandt andet på demonstranternes bannere.

- Vores fremtid afhænger af, at vi skærer ned på forureningen og skaber en ren og retfærdig fremtid for alle, siger Victoria McKenzie-McHarg fra miljøgruppen Australian Conservation Foundation.

Landmænd, børn, religiøse grupper og politikere deltog i demonstrationen, som fandt sted i Melbournes centrum. Politiet anslår, at der deltog omkring 40.000 mennesker i aktionen.

En tilsvarende stor demonstration har været planlagt i Paris, men den blev aflyst efter angrebene den 13. november, hvor jihadister fra Islamisk Stat skød og dræbte 130 mennesker og sårede over 350 andre.

Organisatorerne af aktionen i Melbourne har oprettet en hjemmeside, www.march4me.org, hvor indbyggere i andre byer kan melde sig til en symbolsk march for dem, som ikke kan gå på gaden i Paris på grund af nødretstilstanden.

Lørdag og søndag er der planlagt "Globale Klimamarcher" i så forskellige storbyer som London, New Delhi, Kampala, Manila, Kyoto, Austin, New York, Kairo og São Paulo.

Også i København er der klimamarch søndag.

De to største CO2-udladere, Kina og USA, har udsendt meget positive signaler op til klimatopmødet.

Næsten 200 lande mødes i den kommende uge i Paris, hvor de skal forsøge at blive enige om løsninger, der kan bekæmpe klimaforandringer, der menes at være årsag til stadig flere naturkatastrofer i verden.

Ekstreme vejrfænomener som storm, oversvømmelser og tørke sættes ofte i forbindelse med globale klimaforandringer, og 690 millioner børn lever i dag i områder, hvor konsekvenserne kan mærkes direkte og resulterer i død, fattigdom og sygdomme, siger FN's børneorganisation, Unicef.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.