Briterne søger i stor stil om at få irsk pas, efter et flertal af vælgerne i Storbritannien stemte for at forlade EU ved en folkeafstemning sidste år.
Antallet af ansøgninger om et irsk pas er steget med 50 procent fra 65.000 i første halvår af 2016 til 100.000 i de første seks måneder af i år.
Det oplyser den irske udenrigsminister ifølge den britiske avis The Guardian.
Den stigende efterspørgsel på irske pas viser, at briter med irske aner ønsker at holde flere muligheder åbne, efter at Storbritannien forlader EU.
Særligt i Nordirland, der er en del af Storbritannien, er antallet af ansøgninger om irsk pas steget markant siden sidste års brexit-afstemning.
Blandt nordirerne søger 59 procent flere end i samme periode sidste år. For det øvrige Storbritannien er tallet 44 procent flere, skriver The Guardian.
Briter kan søge om et irsk pas, hvis de har forældre eller bedsteforældre, der er født i Irland. Storbritannien tillader desuden dobbelt statsborgerskab.
/ritzau/