Titelforsvar glipper for damedouble
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen forsvarer ikke titlen ved sæsonfinalerne. Exit i gruppespillet.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er færdige ved sæsonfinalen. Arkivfoto.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er færdige ved sæsonfinalen. Arkivfoto. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen må konstatere, at det ikke bliver til en gentagelse af triumfen fra sidste års sæsonfinaler i badminton.

Den danske duo er efter to nederlag i gruppespillet færdig ved World Superseries Finals, som i år spilles i Dubai.

Fredag tabte danskerne med 5-21, 18-21 til et koreansk par, og med blot én sejr og to nederlag i gruppe A er det lig med et exit.

Kampen varede blot 34 minutter, og mens danskerne var chanceløse i første sæt, så gik det bedre i andet sæt, hvor de var med til stillingen 16-16.

Derfra tabte Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen fire bolde i træk, hvilket de ikke kunne indhente.

I mixeddouble er Christinna Pedersen sammen med Joachim Fischer allerede klar til semifinalerne. Duoen forsøger ligeledes at forsvare titlen fra sidste år.

Danmark er med sikkerhed også repræsenteret i herredouble-rækken i semifinalerne ved Mathias Boe og Carsten Mogensen, mens også Hans-Kristian Vittinghus er blandt de sidste fire i single. Han kan få følgeskab af Jan Ø. Jørgensen senere fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.