Titanic-komponist omkommer i flystyrt
61-årige James Horner, der blandt andet står bag musikken, til storfilmen "Titanic" er død.
James Horner komponerede musikken til filmen "Titanic" og fik to Oscars for det - herunder for den bedste sang, "My Heart will go on".
James Horner komponerede musikken til filmen "Titanic" og fik to Oscars for det - herunder for den bedste sang, "My Heart will go on". Foto: Joel Ryan/AP


Den succesfulde komponist James Horner er omkommet på tragisk vis i et flystyrt rapporterer flere internationale medier.

Ifølge de føderale luftfartsmyndigheder i USA styrtede et et-motors Tucano MK1-fly ned i Californien. Piloten, der var den eneste om bord, blev dræbt. Flere medier skriver, at det nedstyrtede fly var James Horners privatfly.

Flere venner og bekendte bekræfter James Horners død.

- Fremragende komponist James Horner, ven og kollega på syv film er død i et flystyrt. Mine tanker går til hans nærmeste, skriver instruktør Ron Howard på Twitter.

Horner lavede blandt andet musik til Howards film "Apollo 13" og "Et smukt sind".

Det var dog i 1997, at James Horner nåede toppen af sin succes. Her stod han bag musikken til storfilmen Titanic, som han året efter modtog to Oscars for. For bedste musik og for bedste sang - "My heart will go on", der blev foreviget af sangerinden Céline Dion.

James Horner komponerede i øvrigt også musik til tegnefilm, heriblandt "Landet for længe siden" og "Rejsen til Amerika".

James Horner efterlader sig sin hustru og to døtre.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.