Tinkov: Sky-dominans skyldes økonomisk tryghed
Det er ikke mængden af penge, men sikkerheden for at de er der, som gør Sky-holdet så dominerende.
Oleg Tinkov, her sammen med Bjarne Riis, mener ikke, det er det årlige budget, som gør Sky stærkere end de andre hold i feltet.
Oleg Tinkov, her sammen med Bjarne Riis, mener ikke, det er det årlige budget, som gør Sky stærkere end de andre hold i feltet. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


Sky-holdets dominans i Tour de France de seneste år har afstedkommet mange rygter om og forklaringer på, hvorfor holdet er så meget stærkere end de andre.

Når ikke snakken går på dopinganklager, så nævnes holdets enorme budget som en vigtig årsag til, at andre mandskaber ikke har samme muligheder.

Men det passer ikke, hvis man spørger Tinkoff-Saxo-holdejer Oleg Tinkov. I en blog på Cyclingnews skriver han:

- Deres styrke er faktisk ikke deres penge, som andre har sagt. Vi har lignende budgetter. Vi har brugt 27 millioner euro (201 millioner kroner), mens de har omkring 33 millioner euro (246 millioner kroner), fortæller Oleg Tinkov i sin blog.

- Den fundamentale forskel på Sky og de andre hold er, at de har et langsigtet projekt. De har som minimum en femårsplan, hvis ikke en tiårsplan, takket være engagementet fra Murdochs imperium.

Det får igen den karismatiske russer til at slå til lyd for en ny forretningsmodel i cykelsporten, hvor holdene også tjener penge og ikke kun lever på sponsorers velvilje fra år til år.

- Det eneste, der kan stoppe Skys dominans de kommende år, er, hvis vi ændrer forretningsmodellen for sporten, og det er, hvad jeg forsøger at gøre, lyder det fra Oleg Tinkov.

Slutteligt lancerer han igen tanken om, at han muligvis forlader sporten inden for nogle få år, hvis ikke der kommer en ændring.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.