Tinkoff satser på dansker i Lombardiet Rundt
Jesper Hansen og Rafal Majka er Tinkoff-holdets bedste kort i Lombardiet Rundt, der køres lørdag i Italien.
Alberto Contador måtte fredag trække sig fra lørdagens Lombardiet Rundt på grund af sygdom. (Arkivfoto).
Alberto Contador måtte fredag trække sig fra lørdagens Lombardiet Rundt på grund af sygdom. (Arkivfoto). Foto: Jose Jordan/AFP


Når sæsonens sidste World Tour-løb køres lørdag, så kan det blive med danske Jesper Hansen (Tinkoff) i en hovedrolle.

Jesper Hansen er i hvert fald det ene af to kort, som Tinkoff-holdet har tænkt sig at spille ud med i klassikeren, der også kaldes for sæsonens femte monument i cykelsporten.

Alberto Contador meddelte fredag, at han må trække sig fra løbet på grund af sygdom, og derfor satser Tinkoff på Jesper Hansen og Rafal Majka.

- Vores overordnede plan er at spare Rafal og Jesper indtil de sidste 60-65 kilometer. De er på papiret vores bedste kort. Vi vil forsøge at dække udbrud med andre ryttere, siger holdets sportsdirektør Lars Michaelsen i en pressemeddelelse.

Normalt signalerer Lombardiet Rundt, at sæsonen er forbi, men sådan er det ikke i år, da der køres VM i oktober i Qatar.

Lombardiet Rundt kaldes også for "de faldne blades løb," da det ligger i efteråret. Rytterne skal lørdag ud på 240 kilometer og over fem stigninger i det nordlige Italien, hvor starten går i Como, og målstregen krydses i Bergamo.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.