Tinkoff-rytter anklager Milano-Sanremo-vinder for snyd
Milano-Sanremo-vinderen Arnaud Demare snød undervejs i løbet ifølge Tinkoffs italiener Matteo Tosatto.
Franskmanden Arnaud Demare vandt lørdag forårsklassikeren Milano-Sanremo. Nu anklages han for snyd undervejs i løbet af Tinkoff-rytteren Matteo Tosatto.
Franskmanden Arnaud Demare vandt lørdag forårsklassikeren Milano-Sanremo. Nu anklages han for snyd undervejs i løbet af Tinkoff-rytteren Matteo Tosatto. Foto: Luca Zennaro/AP


FDJ-rytteren Arnaud Demare bliver nu anklaget for snyd, efter han lørdag vandt årets første forårsklassiker, Milano-Sanremo.

Det er Tinkoff-veteranen Matteo Tosatto, der var med i løbet som hjælperytter for Peter Sagan, som søndag beskylder franskmanden for at have snydt sig til sejren.

- Demare var bagud før Cipressa-stigningen. På stigningen passerede han os med dobbelt så høj fart. Jeg så ikke, om han holdt fast ved bilens vindue eller i en flaske.

- Selvfølgelig var han stærk i spurten, men uden det slæb havde han aldrig nået at konkurrere med om sejren. Jeg har aldrig set noget så skamfuldt, siger Tosatto ifølge Feltet.dk til La Gazzetta dello Sport.

Også Astanas italiener Eros Capecchi mener at have set Demare snyde undervejs i løbet.

- Demare passerede os med 80 kilometer i timen på stigningen. Jeg har aldrig set noget lignende før. Jeg var på Tosattos hjul og så det tydeligt.

- Demare holdt fast i den højre side af bilen. Det er frastødende, lyder det fra Capecchi.

Franskmanden selv benægter anklagerne om snyd.

- Jeg har intet at bebrejde mig selv for. Jeg har ikke gjort noget galt. Der er en løbskommissærer i cykling, så hvis jeg havde gjort noget galt, ville jeg være blevet diskvalificeret.

- Vi kørte fra bil til bil. Det er en del af sporten, og det har altid været sådan. Vi kører i læ af bilerne, så vi er ude af vinden, og det er ikke forbudt, lyder forklaringen fra Demare ifølge Cyclingquotes.com

Ifølge Feltet.dk blev løbsledelsen undervejs underrettet om situationen, men reagerede ikke på sagen, da der ikke var billedmateriale, der kunne bevise, at det var sket.

Demare vandt det 291 kilometer lange cykelløb i et spurtopgør efter en hektisk afslutning, hvor styrt og vilde angreb prægede finalen.

Det var angiveligt efter netop et styrt, at Demare skulle have kørt sig tilbage til feltet med hjælp fra en bil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.