Tina på kontanthjælp: Løkkes eksempel er helt ude i hampen
Det giver ingen mening, at sige sit job op for at være på kontanthjælp, siger den arbejdsløse sosu-hjælper Tina Evald. Ifølge hende kan det aldrig betale sig at være på kontanthjælp.
- Jeg tror virkelig ikke, der er nogen, der frivilligt siger nej til at have de ekstra penge om måneden, siger kontanthjælpsmodtageren Tina Evald.
- Jeg tror virkelig ikke, der er nogen, der frivilligt siger nej til at have de ekstra penge om måneden, siger kontanthjælpsmodtageren Tina Evald. Foto:Privat


Lars Løkke (V) kom på valgkampens første dag med et eksempel på en kontanthjælpsmodtager, der sagde rengøringsjobbet op, fordi forskellen på løn og kontanthjælp var så lille, at det bedre kunne betale sig at være på kontanthjælp. Fagforbundet 3F har efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved Løkkes eksempel.

Det samme gør 45-årige Tina Evald, der har været på kontanthjælp siden december 2014, efter at være røget ud af dagpengesystemet.

- Løkkes eksempel er helt ude i hampen. Det kan slet ikke betale sig at være på kontanthjælp, siger Tina Evald, der bor i Tønder i Sønderjylland. Hun er uddannet sosu-hjælper, men har været uden fast arbejde siden 2011. Hun er enlig forsørger til to børn.

89 kroner i timen på kontanthjælp

- Jeg har regnet ud, at jeg som kontanthjælpsmodtager har en timeløn på 89,3 kroner. Der er jo ingen job, hvor du kun får 89 kroner i timen, så det kan da aldrig betale sig at være på kontanthjælp, siger Tina Evald.

Ifølge hende selv vil hun få en økonomisk gevinst på 4.200 kroner før skat, hvis hun fandt et fuldtidsjob til 125 kroner i timen, som hører til i den laveste ende af lønskalaen.

- Jeg tror virkelig ikke, der er nogen, der frivilligt siger nej til at have de ekstra penge om måneden, siger hun.

Trælse holdninger

Siden december har Tina Evald sendt to-tre jobansøgninger ud hver uge, og hun er blevet kaldt til samtale én gang:

- Det var et rengøringsjob på et hotel. Men de ville have, jeg skulle arbejde syv dage om ugen og det kan jeg ikke. Så de ville hellere ansætte en uden børn, fortæller Tina Evald, der fortsat sender ansøgninger ud hver uge.

- Det er træls at være på kontanthjælp, for man vil gerne ud at arbejde. Men det mest trælse er andre folks holdninger, siger Tina Evald.

- Man skal hele tiden høre på, at man er doven og at man ikke vil arbejde. Det gør mig ked af det og trist. For det er overhovedet ikke sådan, det hænger sammen. Her i Sønderjylland er der ledige job, men det er deltid og måske bare ti timer om ugen. Og det kan man jo ikke leve af, siger Tina Evald

Ifølge hende er Lars Løkkes eksempel med kontanthjælpsmodtageren, der ikke synes, det kan betale sig at arbejde, med til at give et negativt billede af arbejdsløse.

Og Tina Evald er ikke den eneste, der er kristisk over for Løkkes eksempel.

Tidligere ansat i jobcenter: Jeg tror ikke på Løkkes eksempel

Jannis Flindt Eleftheriou har arbejdet i otte år som konsulent i et jobcenter. Men han har aldrig før hørt om nogen, der har sagt sit job op for frivilligt at gå på kontanthjælp.

- Jeg tror simpelthen ikke på det eksempel. Jeg har aldrig mødt et menneske, der har haft det bedre på kontanthjælp end ved at arbejde, siger Jannis Flindt Eleftheriou.

Ifølge Jannis Flindt Eleftheriou kan en kontanthjælpsmodtager, der er kommet i job, men som opsiger jobbet på grund af utilfredshed med lønnen, ikke regne at komme tilbage på kontanthjælp, da jobcentret kan gå ind og sanktionere.

- Derfor lyder det eksempel, Løkke kommer med, helt hen i vejret, lyder det fra Jannis Flindt Eleftheriou, der dog understreger, at der kan ligge flere ting i den konkrete sag, som han ikke har kendskab til.

Tilbage i Tønder fortsætter Tina Evalds jagt på et job.

- Jeg håber snart, der kommer noget. For det er virkelig ikke sjovt det her, lyder det fra Tina Evald.

Sådan er reglerne

Du er berettiget til kontanthjælp, hvis du bliver ledig og ikke kan forsørge dig selv.

Men kommunen kan sanktionere og fratage dig kontanthjælp, hvis de vurderer, at du er selvforskyldt ledig.

Det kan for eksempel være, hvis du opsiger dit job, fordi du er utilfreds med lønnen.

Men det er altid en vurderingssag fra kommunens side.

Kilde: Nina Von Hielmcrone, lektor i socialret og Aktivloven.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.