Da Tina Hougaard Friis i sin tid valgte at uddanne sig til lægesekretær, troede hun, at hun i sit arbejde kunne være med til at hjælpe syge mennesker. Men hun måtte indse, at sundhedsvæsnet i dag er så presset, at der ikke er tid nok til patienterne - og det endte med at køre hende ned med stress.
Derfor har hun besluttet at droppe drømmen om at arbejde i sundhedsvæsnet og i stedet forfølge en helt anden drøm.
- Jeg ved med mig selv, at jeg under ingen omstændigheder skal tilbage til et presset sundhedsvæsen, fortæller Tina Hougaard Friis til Avisen.dk.
Valgte den sikre vej
I stedet søgte hun ind på Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet, og har i dag netop fået besked om, at hun er kommet ind.
- Jeg har altid været kreativt interesseret, men jeg har aldrig gjort noget ved det, fordi jeg havde det sådan, at jeg ville vide præcist, hvilket job, jeg uddannede mig til. Jeg ville være sikker på at få et job, når jeg var færdig. Med de humanistiske og kreative uddannelser er det mere diffust, hvad man bliver, siger Tina Hougaard Friis og fortsætter:
- Men nu kender jeg mig selv bedre, og har fået overbevist mig selv om, at det er okay at følge sin drøm alligevel. Jeg skal nok få et job bagefter, ellers må jeg selv skabe mit eget job.
"Mine kolleger bed det i sig"
For den 28-årige østjyde kom beslutningen om at forlade sundhedsvæsnet efter en lang periode med stress.
Hun startede på uddannelsen som lægesekretær for fem år siden, fordi hun gerne ville have et arbejde, hvor hun følte, at hun hjalp andre mennesker. Hun kom hurtigt i lære som en del af uddannelsen, og fik job med det samme bagefter. Men allerede på det tidspunkt bemærkede hun, hvor presset sundhedsvæsnet er, og det var svært for hende at håndtere.
- Jeg var glad for at være lægesekretær, men rammerne er slet ikke gode nok. Der er skåret ned alle steder i sundhedsvæsnet, og fordi ingen selvfølgelig ønsker, at det går ud over patienterne, rammer det i stedet personalet. Mine kolleger gjorde alt, hvad de kunne, og bed det i sig, men det kunne jeg ikke i længden.
Ikke tid til at trøste grædende patienter
For Tina Hougaard Friis var det sværeste ved jobbet at der ikke var tid til at tage sig af de syge - for eksempel at tale et par minutter med den grædende patient i venteværelset, der netop havde fået en alvorlig besked af lægen, eller at kunne snakke lidt med den frustrerede, syge borger, hun endnu engang var nødt til at ringe til for at aflyse tiden, fordi lægen var blevet syg.
- Jeg har nok for meget empati. Jeg vil gerne hjælpe mennesker, og jeg ville gerne kunne rumme dem, der havde det svært, og lige bruge et par minutter på dem, men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville det give øget pres på mig selv og mine kolleger, fordi der var en masse andre ting, vi så ikke nåede. Det gik mig meget på i længden, siger Tina Hougaard Friis.
Turde ikke være sygemeldt
Da hun i juni 2014 første gang gik ned med stress, troede hun egentligt, at det mest skyldtes den kontrete arbejdsplads. Samtidig skræmte tanken om at gå sygemeldt hende, fordi kommunen stillede så mange krav, og fordi hun frygtede at få et hul i CV'et. Derfor valgte hun hurtigt at finde et andet job, hvor hun i første omgang startede op på nedsat tid.
- Men set i bakspejlet var jeg slet ikke rask endnu, siger Tina Hougaard Friis.
Hun opdagede desuden, at de problemer, som havde givet hende stress, ikke handlede om arbejdspladsen, men om de generelle økonomiske rammer i sundhedsvæsnet. Med andre ord var de der endnu.
Derfor gik der også kun lidt over et år, før det igen gik galt. I september 2015 blev Tina Hougaard Friis sygemeldt med alvorlig stress.
- Det var så slemt, at jeg ikke engang kunne klare en indkøbstur med tre ting på indkøbssedlen. Jeg kunne stå i badet, og kunne ikke overskue, om jeg skulle bruge shampoo eller balsam først, fortæller hun.
Stadig ikke rask
Stressen endte med at koste hende både ægteskabet og et år som sygemeldt.
Denne gang var kommunen heldigvis en større hjælp. Tina Hougaard Friis fik ro til at komme sig, og er nu langsomt ved at være på benene igen - men hun er endnu ikke rask nok til at kunne arbejde.
Til gengæld tror hun, det er det helt rigtige for hende at begynde at studere om en måned - og hun er overbevist om, at hun godt kan klare det.
- Et studie er mere fleksibelt. Man kan selv tilrettelægge det efter, hvornår man har overskud. Der er for eksempel ikke noget, der forhindrer mig i at hive bøgerne frem midt om natten, hvis jeg pludselig har overskuddet der.
Har solgt alle sine møbler
Med sine 28 år er Tina Hougaard Friis en af de studerende med flere år og mere erfaring i bagagen end de fleste - men det ser hun som en fordel.
- Jeg kan bruge den struktur, jeg har med mig fra jobbet som lægesekretær, og jeg har en helt anden drivkraft nu. Plus jeg kender mig selv bedre nu, og er blevet bedre til at lytte til mig selv, end da jeg var yngre, siger hun.
Selvom hun endnu ikke er ude af sin stress-sygdom, har hun derfor også mod på at lave nogle store ændringer i sit liv. Hun er flyttet fra en toværelseslejlighed i Fredericia til et værelse på 15 kvadratmeter i Aarhus, og har solgt alle sine møbler for bedre at kunne leve på en SU.
Men det er det hele værd, hvis hun til gengæld kan se frem til en anden slags arbejdsliv, mener Tina Hougaard Friis.
- Som min farmor på 90 år siger, så får man hverken penge eller gæld med i graven, så man kan lige så godt gøre det i livet, som gør én glad. Jeg har lært, at jeg aldrig igen skal have et job med så pressede rammer, og at det er vigtigt at passe på mig selv, siger hun.