Tiltalt risikerer dødsstraf for Boston-bomber
21-årig tjetjener er tiltalt for bombeangrebet i Boston for snart to år siden. Nu begynder retssagen mod ham.
Dzokhar Tsarnaev, 21 år, formodes at stå bag bombeangreb i Boston, der kostede flere livet. Arkivfoto
Dzokhar Tsarnaev, 21 år, formodes at stå bag bombeangreb i Boston, der kostede flere livet. Arkivfoto Foto: Uncredited/AP


Retssagen efter bombeangrebet mod Boston Marathon i april 2013 begynder onsdag i USA, efter at der er blevet nedsat en jury i sagen.

Her er et hurtigt overblik over sagen:

* Klokken 14.50 lokal tid mandag 15. april 2013 bliver to kraftige eksplosioner udløst med sekunders mellemrum i målområdet ved Boston Marathon.

* Mange motionsløbere er ved at afslutte løbet, da eksplosionerne sker.

* Tre personer bliver dræbt: Martin Richard, 8 år, Krystle Campbell, 29 år, og Lu Lingzi, en kvindelig studerende fra Kina. Over 260 mennesker såres.

* Dzokhar Tsarnaev, 21 år, er tiltalt for at stå bag bombeangrebene sammen med sin storebror Tamerlan.

* Sidstnævnte bliver dræbt under en skudveksling med politiet fire dage efter bombeangrebet.

* Dzokhar Tsarnaev var længe indlagt på et hospital med alvorlige skudsår.

* Han risikerer dødsstraf, da de føderale myndigheder har tiltalt ham for at have anvendt masseødelæggelsesvåben. Han nægter sig skyldig i alle 30 anklagepunkter.

* Brødrene er af tjetensk oprindelse. Tamerlan er født i Rusland, mens lillebroren er født i Kirgistan. De to havde boet i USA i over 10 år før bombeangrebet.

* Tamerlan Tsarnaev var i FBI's søgelys i 2011 efter tip fra Rusland om, at han skulle have planer om at slutte sig til en islamistisk gruppe.

(Kilder: Reuters, AFP, CNN)

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.