Tiltalt: Alle på netcafeen kendte til el-Husseins terrorangreb
Ingen advarede politiet, selv om alle vidste, hvem gerningsmand bag krudttøndeangreb var.
Overvågningsbilleder fra internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade indgår i bevismaterialet i sag, hvor fire mænd er tiltalt for medvirken til terror.
Overvågningsbilleder fra internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade indgår i bevismaterialet i sag, hvor fire mænd er tiltalt for medvirken til terror. Foto: /Polfoto


Alle på internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade vidste i timerne efter angrebet mod kulturhuset Krudttønden i februar sidste år, hvem gerningsmanden var.

Det var Omar el-Hussein, og det blev der talt om i krogene på netcaféen, fortæller 26-årige BH fredag i Københavns Byret. Her er han sammen med tre andre mænd tiltalt for medvirken til terror.

Mændene har ifølge anklagemyndigheden på forskellig vis bistået el-Hussein i timerne efter angrebet mod Krudttønden og på den måde tilskyndet ham til at angribe synagogen i Krystalgade senere samme aften.

Retten er fredag blevet sat igen i sagen efter en pause på lige knap en måned, og det er den 26-årige bandefigur BH, der er i centrum i dagens retsmøde.

Han har tidligere erkendt, at han fik den M95-riffel i hånden, som el-Hussein brugte, da han 14. februar om eftermiddagen sidste år skød og dræbte Finn Nørgaard ved Krudttønden. Flere politifolk blev såret ved den lejlighed.

BH nægter dog, at han har håndteret riflen med sin egen gode vilje, og han nægter sig derfor skyldig i en anklage om grov våbenkriminalitet.

Han nægter sig også skyldig i anklagen om medvirken til terrorisme. Det gør alle de tiltalte. Men han er ikke bleg for at indrømme, at han og de andre, som var på Powerplay den 14. februar om aftenen, vidste, at Omar el-Hussein stod bag skyderiet på Krudttønden.

- Alle, der var på Powerplay den dag, vidste, hvad der var sket, og hvem der havde gjort det, fortæller den 26-årige.

El-Hussein var selv på Powerplay den aften, inden han tog ind til synagogen i Indre By og skød og dræbte Dan Uzan og sårede to politifolk.

BH holder dog fast i, at han ingen anelse havde om, at el-Hussein på netcaféen blandt andet søgte på oplysninger om synagogen og det arrangement, der var den aften.

I fire timer sad BH ved computer nummer 13 og spillede et strategispil, lyder hans forklaring. Kun to gange rejste han sig, blandt andet for at gå på toilettet.

Selv om mange personer efter alt at dømme kendte til el-Husseins ugerninger, så var der ingen, der gik til politiet.

Sagen mod de fire mænd kommer efter planen til at løbe over cirka 30 retsdage sammenlagt. Fredagens retsmøde er det sjette i rækken. Der ventes dom i sagen i slutningen af september.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.