Tiltale: Mor mishandlede sine tre børn i Slagelse
Retten i Næstved indleder torsdag en sag mod en 35-årig kvinde, som er anklaget for at mishandle sine børn.
En 35-årig mor er anklaget for at have mishandlet sine tre børn gennem halvandet år. Retssagen mod hende begynder torsdag i Retten i Næstved.
En 35-årig mor er anklaget for at have mishandlet sine tre børn gennem halvandet år. Retssagen mod hende begynder torsdag i Retten i Næstved. Foto: Colourbox/Photopqr/le Dauphine Libere


Gennem halvandet år fra januar sidste år til juli i år blev tre børn mishandlet af deres 35-årige mor i hjemmet i Slagelse.

Sådan lyder tiltalen mod den 35-årige kvinde, som nægter sig skyldig, skriver Ekstra Bladet torsdag.

Retssagen mod hende begynder ifølge avisen torsdag i Retten i Næstved.

Kvinden har ifølge tiltalen udnyttet sine tre børns værgeløse stilling ved "mange gange" at udøve vold mod dem.

Blandt andet er den 35-årige mor anklaget for at have slået og sparket sit otteårige barn på benene, som netop var blevet opereret.

Barnet fik også ved flere lejligheder lussinger og blev rusket, lyder tiltalen ifølge Ekstra Bladet.

Derudover er moren tiltalt for at have sparket, slået og revet et 13-årigt barn på brystet med neglene, så der kom blodige rifter.

Det samme barn blev i juni 2016 udsat for et overfald på badeværelset, hvor moren ifølge anklagen greb fat i barnets hår og bankede dets hoved ind i en væg gentagne gange.

Derefter blev barnet smidt ned på gulvet, trukket op igen i håret og fik slag i maven med knytnæver og fik taget halsgreb, så den 13-årige ikke kunne få vejret.

Kvindens tredje barn er ifølge tiltalen mange gange blevet slået, sparket og rusket gennem det sidste halvandet år. Barnet er født i 2010 og har således været fem-seks år, mens volden har stået på.

Retten i Næstved har ifølge Ekstra Bladet afsat to dage til sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.