Tiltale: Eksmand truede 34-årig mor inden hun forsvandt
En 41-årig mand er tiltalt for at have dræbt sin ekskone sidste år. Hendes lig er aldrig blevet fundet.
En 41-årig mand er tiltalt for drabet på den 34-årige Hediga Morad, som forsvandt sidste år i december. Den mistænkte er kvindens eksmand.
En 41-årig mand er tiltalt for drabet på den 34-årige Hediga Morad, som forsvandt sidste år i december. Den mistænkte er kvindens eksmand. Foto: /Colourbox


Den 34-årige mor til to Hediga Morad, som forsvandt sporløst 9. oktober sidste år, blev angiveligt truet af sin 41-årige eksmand inden sin forsvinden.

Det fremgår af anklageskriftet mod manden, som nu er tiltalt for at have dræbt kvinden. Det skriver Ekstra Bladet.

Manden har siddet varetægtsfængslet i snart et år efter at være blevet sigtet for drabet.

Ifølge anklageskriftet truede den 41-årige mand sin ekskone på livet flere måneder før hendes forsvinden.

Over telefonen sagde han ifølge tiltalen blandt andet, at han ville slå hende ihjel, hvis hun ikke kom tilbage til ham, og at han ville finde frem til hende, uanset hvor hun var, hvis hun gemte sig, lyder det.

Truslerne blev ifølge politiet fremsat i august 2015.

I samme periode gik han ifølge anklagen under jorden i en garage i Odense med et af børnene i ni dage, indtil politiet fandt ham.

Hediga Morad forsvandt, efter at hun fredag 9. oktober rejste fra Vejle til Vordingborg med toget. Her boede eksmanden, der er far til kvindens to børn. Børnene blev afleveret hos faren.

Det er ham, der nu er mistænkt for at have dræbt hende. Liget af Hediga Morad er aldrig blevet fundet, men politiets efterforskning peger på, at hun er blevet dræbt.

Ifølge anklageskriftet ved politiet fortsat ikke med sikkerhed, hvordan Hediga Morad blev slået ihjel. Dog mener anklagemyndigheden, at drabet formentlig fandt sted mellem 9. oktober klokken 23.30 og næste dag klokken 16.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.