Tilsyn: Saxo Bank brød regler om investorbeskyttelse
Banken får to påtaler i forlængelse af schweizerfrancens kurshop i januar.
Finanstilsynet kritiserer Saxo Bank i forbindelse med en sag om schweizerfranc.
Finanstilsynet kritiserer Saxo Bank i forbindelse med en sag om schweizerfranc. Foto: Saxo Bank/free


Da den schweiziske nationalbank, SNB, tilbage i januar slog hul i kursloftet over schweizerfrancen, skabte det tumult på de internationale valutamarkeder.

Det har udløst 38 klager til Finanstilsynet fra kunder hos Saxo Bank, som nu får to påtaler fra myndigheden.

Da SNB opgav kursbåndet til euroen, steg schweizerfrancen kraftigt, hvilket betød tab for de kunder, der havde spekuleret i, at den centraleuropæiske valuta skulle falde.

Nogle kunder havde imidlertid benyttet sig af såkaldte stop- eller limit-ordrer, som automatisk skulle lukke deres position, hvis den udviklede sig til tilstrækkelig stor ugunst for kunden.

De trådte da også i kraft, men senere modtog kunderne meddelelser fra banken om, at handlerne ikke kunne gennemføres til angivet grænseværdi, da der manglede likviditet i markedet.

Og den melding kom for sent, mener Finanstilsynet.

- Finanstilsynet påtaler, at Saxo Bank ikke straks orienterede de detailkunder, der havde placeret stop/limit-ordrer i CHF (schweizerfranc, red.), om, at der var væsentlige problemer med at udføre stop/limit-ordrerne til den af kunderne angivne kurs, skriver tilsynet.

Tilsynet mener ligeledes, at Saxo Bank i sin markedsføring har stillet kunderne i udsigt, at de har en sikkerhed for at kunne afhænde positioner i et ikke-likvidt marked, og at det strider imod bekendtgørelsen om investorbeskyttelse.

- Saxo Bank markedsfører sig over for detailkunder ved at tilbyde en "dedikeret likviditet", som blandt andet skal sikre kunder imod ikke at kunne afvikle deres valutapositioner, uden at oplyse om eller henvise til en fyldestgørende beskrivelse af ydelsen og eventuelle begrænsninger, der måtte være ved den, skriver tilsynet.

Hos Saxo Bank anerkender juridisk chef Bjørn Krog Andersen de to påtaler.

- Det er vigtigt for banken, at kundekommunikationen er klar og effektiv, siger han i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at selskabet har fjernet markedsføringen af "dedikeret likviditet" fra sin hjemmeside, ligesom man fremover vil være hurtigere til at meddele, hvis stop- og limithandler ikke kan gennemføres til den ønskede kurs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.