Tillidsmand om Lundbeck-fyringer: Det er en sorgens dag
De ansatte i Lundbeck er meget påvirket af den dårlige nyhed om, at 300 danske ansatte skal finde sig et nyt arbejde, fortæller Lundbecks fællestillidsmand.
- Det er en sorgens dag. Det er det. Stemningen er meget trykket. Der er ikke nogen, der synes, at de her fyringer er sjove, siger Lundbecks fællestillidsmand Kim Christensen.
- Det er en sorgens dag. Det er det. Stemningen er meget trykket. Der er ikke nogen, der synes, at de her fyringer er sjove, siger Lundbecks fællestillidsmand Kim Christensen. Foto: Scanpix


De ansatte i Lundbeck mødte onsdag på arbejde til en trist nyhed. Lundbeck står over for en af de hårdeste sparerunder i virksomhedens historie. 1000 medarbejder bliver fyret inden 2017.

Og i Danmark rammer det 300 ansatte, hvoraf mange formentligt bliver medarbejdere fra Lundbecks hovedkvarter i Valby.

Virksomhedens fællestillidsmand Kim Christensen er tydeligt berørt over situationen, da Avisen.dk møder ham.

- Det er en sorgens dag. Det er det. Stemningen er meget trykket. Der er ikke nogen, der synes, at de her fyringer er sjove, fortæller han.

Tomgang i Lundbeck

I Lundbeck er de ansatte lige nu mest optaget af, at forhandlingerne mellem ledelsen og samarbejdsudvalget bliver afsluttet hurtigst muligt. Indtil da er der nemlig ingen der ved, hvem der skal fyres, og under hvilke fratrædelsesordninger.

- Indtil forhandlingsprocessen er færdig, ved vi ikke, hvem der ikke skal være her mere. Og indtil da er det ikke særligt sjovt for medarbejderne. I den tid vil Lundbeck gå i tomgang, så det er vigtigt, at det her kommer til at gå stærkt, siger Kim Christensen.

Forhandlingerne går i gang i denne uge, og henover weekenden skal samarbejdsudvalget også samarbejde med de andre europæiske samarbejdsudvalg. Uvisheden skaber en meget ubekvem situation for medarbejderne, og derfor må der træffes hurtige beslutninger, fortæller tillidsmanden.

Ikke noget at gøre, hvis kassen er tom

Selvom folk er chokeret over meldingen om de mange fyringer, oplever tillidsmanden ikke at de første reaktioner har været præget af vrede og mistillid til ledelsen. Men situationen er svær.

- Som medarbejder vil man altid føle sig utryg, når man sidder ude på sin pind. Det er altid smadder ærgerligt at miste ens indtægtsgrundlag, fordi en eller anden chef eller bestyrelsen skal spare penge, siger Kim Christensen.

Og spares skal der. Når hver 6. medarbejder skal opsiges er det, fordi der skal spares 3 mia. kroner.

- Ligesom i ens privatøkonomi er det ikke holdbart, at man bruger flere penge, end man tjener. Det er det samme med os. Over hele linjen bruger vi mere, end vi tjener, og det har vi tænkt os at lave om på. Sådan sagde topchefen, Kåre Schultz til et pressemøde tidligere i dag.

Spareplanerne kan tillidsmanden som sådan godt forstå.

- Hvis man tænker sig om, giver det mening. Man kan jo ikke gå op i banken og hæve penge, hvis der ikke er nogen, siger Kim Christensen.

Der kommer en efterreaktion

At der i kølvandet på fyringerne vil komme en reaktion fra de ansatte er uundgåelig, mener Kim Christensen.

- For dem, der bliver, skal man jo også til at finde ud af, om dem man plejer at arbejde sammen med, stadig er her, siger han.

Når den værste storm har lagt sig, er det vigtigt, at de medarbejdere, der ikke bliver fyret, finder sig selv og Lundbeck igen. På den måde kan de bedst komme godt videre med arbejdet, fortæller Kim Christensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.