Hvis Danmark oplever et nyt terrorangreb eller en ny flygtningestrøm, så har politiet ganske enkelt ikke ressourcerne til at håndtere situationen.
Det skriver DR P4 Sjælland.
Konklusionen kommer fra Kaj Rasmussen, der er fællestillidsmand hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han mener, at politiet har været alt for hårdt presset.
- Dansk politi kan rent faktisk ikke levere ressourcerne, hvis vi får endnu en situation, som vi har set de seneste dage. Det samme gælder, hvis vi får et nyt terrorangreb. Så har dansk politi ikke ressourcerne til at håndtere det, siger Kaj Rasmussen til radiostationen.
DF: Indsæt hjemmeværnet
Formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), er rystet over dagens udmelding. Han vil derfor have Justitsminister Søren Pind (V) til at finde ud af, hvad der kan gøres ved situationen.
- Vi er meget afhængige af, at der i et retssamfund som det danske, er et velfungerende politi. Derfor vil vi nu rette henvendelse til justitsministeren for at få klarhed over, hvad der bliver gjort. Det gælder også på kort sigt, hvor politiet har brug for flere ressourcer, siger Peter Skaarup.
Han foreslår blandt andet, at politiet ansætter flere HK'ere til de administrative opgaver, mens også hjemmeværnet kan indsættes for at aflaste betjentene.
Politiinspektør: Borgerne skal ikke være nervøse
Kritikken fra betjentenes fællestillidsmand preller dog af på Kim Kliver, der er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han mener nemlig, at politiets beredskab fungerer efter hensigten.
- Borgerne skal ikke være nervøse. Vi har et godt og velfungerende politi, ligesom vores samarbejde også fungerer. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er klar til at varetage de opgaver, som vi måtte komme i. så man kan være helt tryg ved, at vi nok skal håndtere situationen, siger Kim Kliver til DR P4 Sjælland.
Han understreger samtidig, at hvis Danmark skulle blive udsat for et nyt terrorangreb, så er det ikke alene én politikreds, der står med opgaven.