Tiljublet FCK-helt vil spille sig varm på reserveholdet
Bashkim Kadrii blev søndag tiljublet i Parken efter et års fravær. Mandag skal han spille for reserveholdet.
Bashkim Kadrii er tilbage på banen efter en korsbåndsskade.
Bashkim Kadrii er tilbage på banen efter en korsbåndsskade. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


FC Københavns uheldige midtbaneprofil Baskhim Kadrii spillede søndag sine første minutter i Alka Superligaen i et år, da han kort før slutfløjt blev sendt på banen i en 1-0-sejr over Viborg.

24-årige Kadrii blev modtaget med et jubelbrøl af mere end 13.000 fans i Telia Parken tre minutter før slutfløjt.

- Det var dejligt. Jeg har ventet i lang tid på det. Det var fantastisk at komme ind og høre den jubel, og så at vi vandt. Jeg havde glædet mig helt vildt, siger Bashkim Kadrii.

For et år siden pådrog han sig karrierens anden korsbåndsskade, og efter lang tids genoptræning mangler han nu at genfinde sin gamle fodboldform.

- Det er svært at sige, hvor jeg står. Jeg har næsten ikke spillet.

- Jeg håber på at spille en fuld reservekamp her mandag, hvis jeg kan, og så har vi én igen næste mandag, hvor jeg forhåbentlig også får fuld tid.

- Men det tager tid og kampe, før jeg er, hvor jeg skal være, siger han.

- Det er svært at stille krav om spilletid lige nu. Jeg tager de små indhop, jeg kan få, og så må jeg spille nogle flere reserveholdskampe, og så må vi se.

- Planen er, at jeg skal spille mig op de næste måneder, så jeg er på 100 procent efter jul, fortæller han.

Bashkim Kadrii gjorde allerede for halvanden uge siden comeback for FCK's førstehold i pokalturneringen DBU Pokalen, da han fik de sidste 10 minutter i en sejr på udebane over FC Vestsjælland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.