Tilfreds topscorer håber på klubskifte
Lasse Vibe kører derudaf i sin svenske klub IFK Göteborg. Dog lokker de store udenlandske klubber.
Lasse Vibe har haft en stor sæson i IFK Göteborg.
Lasse Vibe har haft en stor sæson i IFK Göteborg. Foto: Thomas Johansson/AP


Som topscorer i den svenske liga og med et åbent transfervindue lurende forude er der gode muligheder for at søge mod større klubber for IFK Göteborg-spilleren Lasse Vibe.

- Jeg har hele tiden sagt, at jeg ville noget større. Det tror jeg, de fleste vil, hvis de får muligheden for det, siger han.

Den 27-årige offensivspiller vil dog ikke lægge nogen fremtidsplaner endnu. Han har stadig halvandet år tilbage af sin kontrakt i den svenske klub, og meget kan nå at ske.

- Jeg er i den heldige situation, at jeg spiller i en klub, hvor jeg får ansvar og trives. Så til trods for, at jeg har en meget stor ambition om at komme ud, så står jeg i en win win-situation, siger han.

Vibe vil først forholde sig til et eventuelt klubskifte, hvis det rigtige tilbud kommer på bordet.

- Vi har hele tiden følerne ude. Jeg har sagt til mine agenter, at jeg gerne vil vide, når der er noget rigtig interessant, siger han.

Den danske bomber har i år opnået titlen som topscorer i den bedste svenske liga, Allsvenskan, med sine 23 mål i sæsonen.

Samtidig var han nomineret som Årets Angriber i svensk fodbold, men den titel løb fodboldstjernen Zlatan Ibrahimovic med mandag aften.

Vibe kan dog ikke svare på, om han vil fortsætte succesen i de svenske omgivelser.

- Jeg har en dialog med klubben løbende, og den er rigtig fin. Hvad jeg snakker med klubben om, er dog internt, siger han.

Lasse Vibe er i denne uge samlet med landsholdstruppen forud for EM-kvalifikationskampen mod Serbien fredag på udebane. I næste uge skal holdet møde Rumænien i en testkamp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.