Tilfreds borgmester afgiver miljøansvar for skiferboringer
Miljøministeriet overtager nu ansvaret for miljøvurderingen af prøveboringen efter skifergas i Frederikshavn.
Det franske energiselskab Total leder efter skifergas i den nordjyske by Dybvad. Total vil bruge den omdiskuterede metode "fracking".
Det franske energiselskab Total leder efter skifergas i den nordjyske by Dybvad. Total vil bruge den omdiskuterede metode "fracking". Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), har længe savnet, at staten tager mere ansvar i sagen om energiselskabet Totals prøveboringer efter skifergas i Nordjylland.

Derfor er hun godt tilfreds med, at Miljøministeriet selv har sat sig på ansvaret for den videre miljøvurdering af de omstridte prøveboringer, som det franske firma står bag.

- Jeg har hele tiden angivet, at vi mangler, at staten tager mere ansvar, fordi energipolitik er dens ansvar, som jeg synes, den skal stå på mål for.

- Vi er det første sted i Danmark, hvor man skal have boret, og vi har brugt meget tid på selve arbejdet med eksempelvis at tjekke sikkerheden i forhold til de kemikalier, der bliver brugt, siger Birgit S. Hansen.

Total har anmodet Frederikshavn Kommune om at anvende nye kemikalier i forbindelse med prøveboringen, men fra i dag er det Miljøministeriet, som overtager ansvaret.

For en uge siden blev der sat en stopper for Totals prøveboringer på grund af selskabets brug af et kemikalie, der ikke fremgår af den gældende VVM-redegørelse.

Mandag overtog Miljøministeriet så den videre miljøvurdering.

Borgmesteren mener ikke, at der er tale om, at kommunen afgiver suverænitet.

- Frederikshavn Kommune har ansvaret, men vi har en storebror, som har en statslig interesse, så jeg mener ikke, at det er en afgivelse af vores suverænitet. Jeg er tilfreds med beslutningen, siger Birgit S. Hansen.

Tilsyn med den udstedte VVM-tilladelse og kompetence til at give øvrige tilladelser som for eksempel vandindvinding ligger fortsat hos Frederikshavn Kommune.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.