Tilfældigt anholdt for mord og kirkeangreb
En 24-årig mand mistænkes for at have dræbt en kvinde søndag og for planer om angreb på en eller to kirker.
Fransk politi fangede ved en tilfældig en 24-årig mand, der er mistænkt for mord og planlægning af kirkeangreb.
Fransk politi fangede ved en tilfældig en 24-årig mand, der er mistænkt for mord og planlægning af kirkeangreb. Foto: Alfonso de Tomas/free


Fransk politi tilbageholder en 24-årig mand, som mistænkes for at planlægge angreb på "en eller to kirker" i landet.

Manden blev anholdt søndag, bekræfter Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, på en pressekonference.

Manden mistænkes desuden, ifølge det franske nyhedsbureau, for at have dræbt en kvinde i udkanten af Paris søndag.

Ifølge avisen Le Monde blev manden pågrebet mere eller mindre ved en tilfældighed. Det skal være sket, da han tilkaldte en ambulance søndag.

Han var ifølge avisen såret af skud, og politiet valgte at undersøge hans bil nærmere. Her fandt man et større arsenal af våben.

Indenrigsministeren bekræfter onsdag, at myndighederne har fundet håndvåben, andre våben og skudsikre veste i mistænktes bil.

Den 24-årige er ifølge franske medier it-studerende og algerier.

- Der er desuden fundet detaljerede dokumenter, som bekræfter - hævet over al tvivl - at personen havde planer om et nært forestående angreb, formentlig mod en eller to kirker, siger Cazeneuve.

Den 24-årige var kendt af den franske efterretningstjeneste, da han angiveligt ønskede at rejse til Syrien for at kæmpe blandt jihadister.

Bernard Cazeneuve fortæller, at manden var i besiddelse af et "arsenal af krigsvåben."

Det er knap fire måneder siden, at islamister udførte en massakre i Paris på satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion.

17 personer mistede livet i det - og tilknyttede - angreb.

Den 24-årige mistænkes for drabet på en 32-årig kvinde, danseren Aurelie Chatelain, som søndag blev fundet dræbt af tre skud i Villejuif, en forstad til Paris.

Indenrigsministeren siger, at Frankrig i øjeblikket oplever en terrortrussel af hidtil uset alvor.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.