Tilbagefald forlænger Danny Welbecks skadehelvede
Arsenal-angriberen Danny Welbeck kommer ikke i aktion for Arsenal førend til februar, fortæller Arsène Wenger.
Arsenal får ikke glæde af Danny Welbecks evner førend tidligst til februar.
Arsenal får ikke glæde af Danny Welbecks evner førend tidligst til februar. Foto: Owen Humphreys/AP


Franskmanden Olivier Giroud har været i storform for Arsenal på det seneste, hvor han har banket mål ind på stribe.

Og London-klubbens manager, Arsène Wenger, skal sætte sin lid til, at Giroud kan holde formen, for afløseren Danny Welbeck er ude med en skade helt frem til februar.

- Han (Welbeck, red.) har fået et tilbagefald, og det er et stort tab for os. Især fordi vi ikke kan rotere, lyder det fra Arsène Wenger til The Guardian.

Det er knogleømhed efter en knæskade, som gør, at den tidligere Manchester United-angribers skadehelvede får lov til at fortsætte et par måneder endnu.

- Han blev desværre skadet i april, og vi er nu i slutningen af december, og han kan stadig ikke spille på grund af knogleømhed, siger Wenger.

25-årige Danny Welbeck kom til Arsenal i 2014, men han har altså slet ikke været aktion for London-klubben i denne sæson på grund af skaden.

Welbeck er et produkt af Manchester Uniteds ungdomsafdeling, men manglende spilletid i Manchester-klubben efter et par lejeophold andre steder gjorde, at han søgte væk for knap halvandet år siden.

Arsenal tager mandag imod Manchester City til en kamp mellem nummer to og tre i Premier League.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.