I seks år har DSB ikke givet plads til så meget som bare ét ungt menneske med lyst til at uddanne sig til kontor-assistent i togselskabet.
Det har fået politikere fra SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at kritisere det statslige togselskab. Men nu kommer der til at ske noget. DSB lover, at selskabet vil tage kontorelever.
Formanden for fagforeningen HK Trafik & Jernbane, Dennis Alex Jørgensen, har tirsdag formiddag været til møde. Her har DSB's personalechef Mette Rosholm givet lovning på, at der fremover vil blive plads til kontorelever blandt de over 7.000 ansatte i DSB.
- Vi har haft et meget konstruktivt møde med en rigtig god dialog. Meldingen fra DSB er, at man meget gerne vil påtage sig samfunds-ansvar og give plads til kontorelever, siger Dennis A. Jørgensen til Avisen.dk.
I DSB arbejder 762 medlemmer af HK med blandt andet køreplanlægning, billetsalg, i call center, økonomi og administration. Der er altså rige muligheder for at give unge en både indholdsrig og relevant uddannelse inden for kontor-arbejde.
- Vi skal nu have indsamlet erfaringer fra andre arbejdspladser, hvor unge er i praktik. Eksempelvis fra Banedanmark og politiet. Dernæst skal vi så se på, hvordan det vil give mest mening at uddanne unge til kontorarbejde hos DSB, fortæller Dennis A. Jørgensen.
Han har ikke fået lovning på, at DSB tager et bestemt antal elever ej heller, hvornår de kan begynde.
- Men jeg er meget fortrøstningsfuld og overbevist om, at nu bliver det til noget, siger Dennis A. Jørgensen.