Vinderen af Vild med dans 2016 er bokseren Sarah Mahfoud og den professionelle danser Morten Kjeldgaard.
Det stod klart fredag aften, da parret tog trofæet foran skuespillerinden Mille Dinesen og hendes partner Mads Vad i Forum Horsens, hvor finalen fandt sted.
Dermed kulminerede årets udgave af det populære danseprogram, hvor 12 kendisser og deres professionelle partnere har været i skarp konkurrence og dystet i danse som vals, cha-cha-cha og tango.
Bookmakerne havde på forhånd spået Sarah Mahfoud og Morten Kjeldgaard trofæet, og da dommernes point var afgivet for alle danse, var det også dem, der lå i spidsen.
Da seerne havde givet deres besyv med via sms-stemmer, var det bokseren og partneren, der stod som vindere.
Undervejs i konkurrencen har kendisser som sangerinden Kirsten Siggaard, sangeren Thomas Buttenschøn og tv-værtinden Lene Beier måttet se sig slået.
Vild med dans løb første gang over skærmene i 2005, hvor skuespillerinden Mia Lyhne og Thomas Evers Poulsen vandt. TV2 har afsløret, at det populære show vender tilbage igen næste år.
Til hverdag arbejder Sarah Mahfoud som sosu-hjælper i Hørsholm Kommune. Hun har tidligere fortalt Avisen.dk, hvordan hun har arbejdet hårdt for både at nå dansetræning og sit job.
- Jeg arbejder som normalt. Bortset fra fredag, hvor vi skal filme Vild med dans. Så jeg har rigtig travlt, sagde Sarah Mahfoud og uddybede.
- Det er virkelig noget af en kontrast. Men jeg elsker mit arbejde som hjemmehjælper. Det giver mig livsglæde at hjælpe andre mennesker og gøre dem glade, sagde hun.
/ritzau/