- Det er umuligt for os at blive de gode pædagoger, som samfundet mangler, hvis vi skal arbejde så meget ved siden af studierne!
Sådan lyder det fra de pædagogstuderende Martin Dahl og Kristine Holm Pedersen. De er blandt de tusindvis af studerende, der i eftermiddag demonstrerede i København mod regeringens planlagte nedskæringer på uddannelser og SU.
Demoer i fire byer
- De vil skære en femtedel af SU'en, og den er i forvejen svær at leve for, når man skal betale husleje og faste udgifter. Selvom vi så skal kunne låne mere, betyder det, at vi vil komme ud af uddannelsen med en gæld på flere hundrede tusinde kroner. Det er altså ikke sjovt på en pædagogløn, siger Martin Dahl til Avisen.dk.
Han studerer sammen med Kristine Holm Pedersen på Campus Carlsberg.
- Alle, vi læser sammen med, arbejder allerede ved siden af studiet. Vi arbejder i grupper, og det er rigtig svært at få tid til at mødes, fordi alle arbejder på forskellige tidspunkter. Jeg kender flere, der har mistet deres arbejde, fordi de ikke kunne få det til at gå op med skoleskemaet. Hvis vi skal arbejde mere ved jeg slet ikke, hvordan vi skal få det til at hænge sammen, siger Kristine Holm Pedersen.
Også i Aalborg, Odense og Aarhus var der demonstrationer og på over 100 uddannelsessteder havde de studerende nedlagt undervisningen i protest.
Demonstrationerne var arrangeret af Uddannelsesalliancen, der samler 45 elev- og studenterorganisationer fra hele landet. Og ifølge alliancens egne tal var der samlet set mødt 43.000 op til demonstrationer i landets fire største byer.
- Vi får hele tiden at vide, at vi skal betragte vores studie som et fuldtidsstudie, 37 timer om ugen. Men hvordan skal vi kunne det, hvis vi også skal arbejde ved siden af hele tiden, siger Kristine Holm Pedersen.
Drop kampflyene i stedet
Det er både SU-nedskæringerne i regeringens 2025-plan og finanslovsnedskæringerne på uddannelsesområdet, der har fået Martin og Kristine på gaden.
Sidste år blev der skåret 8,7 milliarder på uddannelsesområdet, og i finansloven i år lægges der op til yderligere besparelser.
- De skærer og skærer på uddannelserne hvert eneste år. Og hvis det ikke er os de rammer, er det kontanthjælpsmodtagere og andre, der har for lidt i forvejen, siger Kristine Holm Pedersen.
Martin Dahl giver ikke meget for politikernes ord om, at alle må holde fra.
- De kunne jo lade være med at købe de der vanvittige kampfly eller se lidt på alle dem, der har penge gemt i skattely, lyder det fra den pædagogstuderende.