Tiger Woods slår karrierens dårligste runde
Golfstjernen Tiger Woods gik fredag en rædselsrunde i Arizona på 11 slag over banens par.
Tiger Woods brugte 82 slag på fredagens runde i Arizona.
Tiger Woods brugte 82 slag på fredagens runde i Arizona. Foto: Rick Scuteri/AP


Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods gik fredag den værste runde i sin lange karriere som professionel golfspiller.

Rædselsrunden på 82 slag - 11 over banens par - indtraf i forbindelse med Waste Management Phoenix Open på PGA Touren.

39-årige Woods, der har vundet 14 major-turneringer i karrieren, måtte notere seks bogeys, to dobbelt bogeys samt en triple bogey på fredagens scorekort, der også talte to birdies.

På et tidspunkt, hvor ikke alle spillere har færdiggjort anden runde, er golfstjernen dumpet ned på sidstepladsen.

Woods kan vide sig nogenlunde sikker på, at han ryger ud inden weekendens finalerunder.

Ingen danskere deltager i turneringen i Arizona.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.