Tiger Woods og skidronningen går fra hinanden
Lindsey Vonn meddeler, at hun ikke længere danner par med golfikonet Tiger Woods.
Tiger Woods er ikke længere sammen med Lindsey Vonn.
Tiger Woods er ikke længere sammen med Lindsey Vonn. Foto: Polfoto, AP, Chris O'Meara/free


Efter næsten tre år sammen er det slut på forholdet mellem de to sportsstjerner Tiger Woods og Lindsey Vonn fra USA.

Forholdet mellem golfikonet og skidronningen kom til offentlighedens kendskab i marts 2013, men det er nu afsluttet.

- Efter næsten tre år sammen har Tiger og jeg gensidigt besluttet os for at afslutte vores forhold, skriver 30-årige Lindsey Vonn på sin Facebook-profil.

- Jeg vil altid værdsætte de minder, som vi skabte sammen. Desværre lever vi begge utroligt hektiske liv, som tvinger os til at tilbringe hovedparten af vores tid hver for sig.

- Jeg vil altid beundre og respektere Tiger. Han og hans vidunderlige familie vil altid have en særlig plads i mit hjerte, skriver Lindsey Vonn.

39-årige Tiger Woods har vundet 14 major-titler.

Lindsey Vonn har fire gange vundet den samlede World Cup i alpint skiløb, og hun har vundet 67 World Cup-løb, flere end nogen anden i historien.

Hun har desuden vundet et enkelt OL-guld og to VM-guldmedaljer samt mange andre medaljer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.