Tiger Woods øjner snarligt comeback efter et års pause
Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods satser på et golf-comeback i oktober efter over et års skadespause.
Tiger Woods håber på at være tilbage på golfbanen til den nye sæson, der begynder i oktober (arkivfoto).
Tiger Woods håber på at være tilbage på golfbanen til den nye sæson, der begynder i oktober (arkivfoto). Foto: Glyn Kirk/AFP


Den amerikanske golfstjerne Tiger Woods er snart klar til igen at indtage alverdens golfbaner. Det siger han selv i en udtalelse efter mere end et år, hvor amerikaneren ikke har været i aktion i officielle golfturneringer.

Den tidligere verdensetter har været ude med skader siden august 2015, men efter en række rygoperationer er han altså ved at være klar til et golf-comeback.

Således siger amerikaneren, at han håber på at være klar til oktober, hvor Safeway Open i Napa, Calfiornien skyder 2016/2017-sæsonen i gang på PGA-touren.

- Min genoptræning er nu på det punkt, hvor jeg er tryg ved at lægge planer. Men jeg har stadig meget arbejde at gøre, siger 40-årige Woods ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Om jeg kan spille eller ej afhænger af min fortsatte træning. Mit håb er at have mit spil helt klar (til næste sæson, red.), lyder det fra Tiger Woods.

Tiger Woods har ikke vundet en majortitel siden 2008, hvor det blev til en sejr ved US Open. Siden da har han blandt andet døjet med skader i ryg og knæ.

Tiger Woods har i karrieren vundet 14 majortitler, hvilket er blot fire færre end Jack Nicklaus, der har rekorden. Amerikanske Woods har i løbet af sin karriere i lange perioder været betragtet som verdens bedste golfspiller.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.