Både Nykøbing og Helsingør har lagt stærkt fra land, men flere overraskelseshold har åbenbart mod på at blande sig i topstriden i den næstbedste fodboldrække.
Med en 1-0-sejr over Vejle rykkede Skive onsdag aften op på tredjepladsen med samme pointtal som førende HB Køge.
Det var backen Simon Sterring, der med kampens enlige scoring allerede efter ni minutters spil sikrede skibonitterne den tredje sejr i de seneste fire kampe.
Nummer to i rækken er Nykøbing, der forpassede muligheden for at rykke op på førstepladsen ved at spille 1-1 hjemme mod Fremad Amager.
Mohammed Abdalas bragte gæsterne foran i første halvleg, men Mikkel Dahl sikrede topholdet et point ved at udligne efter en god times spil.
I den meget tætte række er der kun fire point mellem HB Køge på førstepladsen og Vejle, der er nummer ni.
Kun AB har skilt sig ud. Akademikerne har blot hentet to point i de første ti kampe og er isoleret på sidstepladsen.
/ritzau/