Ritzau
Opdateret kl. 11:52
Tidligere udenrigsminister og leder for De Radikale Niels Helveg Petersen er død 78 år gammel.
Han sov ind natten til lørdag, oplyser pressechef for De Radikale, Andreas Hemmeth, til Ritzau.
Niels Helveg Petersen var udenrigsminister fra 1993 til 2000.
Han oplyste tidligere på året, at han havde fået konstateret kræft.
- Jeg fik konstateret, at jeg havde en kræftsvulst på spiserøret og har været under intensiv behandling.
- Den er nu slut, og efter påske gør vi status og ser, hvordan det er gået med behandlingen. Prognosen er vældig god, sagde han i marts til BT.
Niels Helveg Petersen er far til Morten og Rasmus. Begge er gået i faderens fodspor som politikere.
Morten Helveg Petersen er medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale. Rasmus Helveg Petersen (R) mistede ved det seneste folketingsvalg sin plads i Folketinget.
Niels Helveg Petersen døde i familiens hus på Langeland, skriver Politiken.
Han blev valgt ind i Folketinget for første gang for De Radikale i 1966. Foruden udenrigsminister var han også økonomiminister fra 1988-1990.
Den tidligere radikale leder spillede en vigtig rolle under Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringer i 1990'erne.
Tilbage i 2008 meddelte Niels Helveg Petersen, at han ikke ville genopstille til Folketinget. Og efter folketingsvalget i 2011 sagde han farvel til dansk politik.
Foruden sine sønner efterlader han sig konen Kirsten Lee (R), der er tidligere medlem af Folketinget og regionsrådspolitiker.
Helveg-navnet er synonymt med politik. Niels Helveg Petersen er nemlig søn af den forhenværende radikale minister Kristen Helveg Petersen og den forhenværende radikale borgmester Lilly Helveg Petersen.
Navn: Niels Lolk Helveg Petersen.
Født: 17. januar 1939.
Død: Natten til 3. juni 2017, 78 år.
Fødested: Odense.
Søn af: Forhenværende minister Kristen Helveg Petersen (R) og forhenværende borgmester Lilly Helveg Petersen (R).
Nationalitet: Dansk.
UDDANNELSE:
* 1965: Kandidat i jura, Københavns Universitet.
* 1957: Student, Stenhus Kostskole.
* 1954: Mellemskoleeksamen, Nykøbing S. Borger- og Realskole.
KARRIERE:
* Medlem af Folketinget ad flere omgange. Han havde sin gang på Christiansborg i perioderne 1966-1974, 1977-1993 og 1994-2011. Derudover var han i 2015 suppleant for Zenia Stampe (R), da hun var på barsel.
* 2005-2007: Medlem af Folketingets Præsidium.
* 1993-2000: Udenrigsminister.
* 1988-1990: Økonomiminister.
* 1968-1974 og 1977-1978: De Radikales politiske ordfører.
* 1974-1977: Kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach, Bruxelles.
Civilstand: Gift med Kirsten Lee siden 1984. Har to sønner.
ANDET:
* I sin politiske karriere var han kendt for at foretrække den saglige debat i stedet for ideologiske konfrontationer.
* Han var en drivkraft i debatten om Grundloven i 1990'erne og 2000'erne.
* Der er skrevet flere bøger om ham. En af dem er "Niels Helveg Petersen - manden og magten" af Michael Kristiansen og Thomas Larsen.
Kilder: Ritzau, ft.dk, Den Store Danske.
/ritzau/
/ritzau/