Tidligere Solhaven-forstander: Jeg er på kanten af fallit
Justitsministeren får brev fra forstander, der sammen med 11 ansatte blev frifundet for overgreb mod 20 unge.
Søren Virenfeldt, der er tidligere forstander af Solhaven, siger, at sagen om påstået vold mod de unge på bostedet, har haft store personlige omkostninger for ham og for flere af de ansatte.
Søren Virenfeldt, der er tidligere forstander af Solhaven, siger, at sagen om påstået vold mod de unge på bostedet, har haft store personlige omkostninger for ham og for flere af de ansatte. Henrik Bo, Scanpix/arkiv


En langvarig straffesag om påståede voldelige overgreb mod unge på opholdsstedet Solhaven i Himmerland har haft alvorlige konsekvenser for flere af de tiltalte.

Tre mænd er så hårdt ramt af psykiske problemer, at de formentlig aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet igen.

Det oplyser den tidligere forstander Søren Virenfeldt i en klage, som han har sendt til justitsminister Mette Frederiksen (S).

Virenfeldt og 11 ansatte på opholdsstedet i Farsø blev i januar alle frifundet for anklagerne om vold og ulovlig tvang over for 20 anbragte unge.

Det var resultatet af en maratonlang retssag, som stod på i næsten halvandet år ved Retten i Aalborg.

- Er Danmark virkelig et retssamfund, når det her kan ske, spørger Søren Virenfeldt i brevet til ministeren.

Han henviser for eksempel til de tre tidligere medarbejdere, som formentlig vil være psykisk nedbrudte resten af livet.

Straffesagen førte også til, at Solhaven med cirka 80 medarbejdere blev lukket.

Desuden er Himmerlands Rådgivningscenter, som Søren Virenfeldt ejer halvdelen af, blevet ramt. I dette firma er der forsvundet omkring 100 arbejdspladser, skriver han.

Forstanderen anklager Nordjyllands Politi for en fordrejet efterforskning, som var baseret på rygter.

Politiet skal således have gjort meget ud af at fortælle de tidligere anbragte unge, at de havde udsigt til en erstatning, påstås det.

Virenfeldt blev anholdt og afhørt 19. april 2012. Om morgenen samme dag havde en af de anbragte unge fortalt ham, at politiet havde presset ham til at anmelde en af de ansatte.

Solhaven har løst "nogle af dette samfunds vanskeligste opgaver" ved at tage sig af unge, som ofte var opgivet af alle andre pædagogiske tilbud, fastslår han i brevet til ministeren.

- Mit ellers gode navn, ry og rygte er mistænkeliggjort i en sådan grad, at det bliver meget svært for mig at starte noget nyt. Jeg er selv på kanten af økonomisk fallit, og det har haft store personlige omkostninger for mig og min familie, skriver Søren Virenfeldt.

Statsadvokaten i Viborg opgav 11. februar at anke frifindelsen til Vestre Landsret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.