Lise Bondesen er redaktør på underholdning på Ekstrabladet, men i øjeblikket er hun sendt på ferie, skriver avisen.
Hun var nemlig nyhedschef på Se og Hør i den periode, hvor det kulørte ugeblad, ifølge en tidligere journalist, på ulovlig vis har overvåget de kendte og kongelige.
I Ekstrabladet torsdag går hun til bekendelse, og forklarer, hvad der ifølge hende selv er sandt og usandt i bogen.
"Det er sandt (...) , at Se og Hør i en årrække benyttede en hemmelig kilde, der på ulovlig vis leverede bankoplysninger om kendte danskeres gøren og laden," siger Lise Bondesen, og fortsætter:
"Det vidste jeg godt, og det benyttede jeg mig af. Jeg fik det også stoppet. Men jeg reagerede alt for langsomt. Alt for langsomt," siger hun til Ekstrabladet.
Hemmelig kilde på Qvortrups kontor
Brugen af den hemmelige kilde startede i 2008 med et møde bag lukkede døre på chefradaktør Henrik Qvortrups kontor.
Efterfølgende husker Lise Bondesen, at chefredaktøren var 'begejstret' over mødet med denne person, der kunne levere 'helt ekstraordinære, og tophemmelige informationer om de kendte'.
Ifølge Lise Bondesen skaffede den nye kilde hurtigt et af bladets helt store scoops. Se og Hør sad på første parket, da Prins Joachim og Marie Cavallier blev gift og tog på bryllupsrejse i 2008.
"Hjemme på bladet var der eufori over, at det på den måde lykkedes os at tage røven på to så fremtrædende medlemmer af den kongelige familie(..)," siger hun.
De næste år leverer den hemmelige kilde informationer til Se og Hør. Personligt får Lise Bondesen omkring 20 tip, vurderer hun.
Kilden modtager endda 'ønsker' fra Lise Bondesen og andre til, hvilke kendte der skal overvåges.
Ved udgangen af 2008 stopper Henrik Qvortrup som chefredaktør på Se og Hør. Men brugen af den hemmelige kilde fortsætter i flere år.
Først under chefredaktørerne Per Ingdal, hvis vidende om den hemmelige kilde Lise Bondesen er usikker på, og siden under Kim Henningsen.
Uetisk, amoralsk og direkte ulovligt
I 2009, under Kim Henningsen bliver Lise betænkelig ved brugen af den hemmelige kilde, men hun sætter med egne ord ikke sin stilling ind for at stoppe misbruget.
Hun forfremmes til nyhedschef i 2010, og herfra sørger hun, ifølge hende selv, så vidt muligt for, at historier kommer hjem ved redeligt journalistisk arbejde.
I 2012 'slår hun omsider i bordet'. Brugen af den hemmelige kilde bliver stoppet, så vidt Lise Bondesen ved.
"Men brugen af den hemmelige kilde var forkert. Uetisk, amoralsk og direkte ulovlig. Jeg går ikke efter tilgivelse eller forståelse, men har så meget journalistisk faglighed, at jeg gerne vil beklage dybt, at jeg ikke tidligere fik stoppet brugen af vedkommendes informationer. For stoppe det, det gjorde jeg," siger hun til Ekstrabladet.