Tidligere præsident er død
Suleyman Demirel er død på et hospital, skriver tyrkiske medier. Han var premierminister ad flere omgange.
Den tidligere præsident blev 90 år.
Den tidligere præsident blev 90 år. Foto: Burhan Ozbilici/AP


Tyrkiets tidligere præsident Suleyman Demirel er død.

Han døde på et hospital i hovedstaden Ankara tidligt onsdag morgen i en alder af 90 år.

Suleyman Demirel blev indlagt på Güven Hospital 13. maj, men hans tilstand blev forværret sent tirsdag, lyder det fra hospitalskilder til den tyrkiske avis Daily Sabah.

Demirel sad som tyrkisk premierminister flere gange i en periode, der strakte sig over fire årtier fra 1960'erne til 1990'erne.

Senere - i 1993 - blev han landets præsident, og han blev på posten frem til 2000.

Fra præsidentpaladset nåede Suleyman Demirel at sætte sine spor i tyrkisk politik - blandt andet ses han som en ledende skikkelse i industrialiseringen i landet.

Demirel blev ifølge det tyrkiske udenrigsministerium født 1. november 1924 i en landsby i den sydvestlige provins Isparta.

Hans politiske karriere begyndte for alvor, da han hurtigt arbejdede sig op i rækkerne i det daværende Retfærdighedsparti, JP, skriver ministeriet i en biografi på sin hjemmeside.

Som 40-årig kunne han sætte sig på posten som Tyrkiets premierminister efter valget i 1965. Samtidig kunne han prale med at være den yngste person til at få det embede i Tyrkiet.

I de efterfølgende 30 år sad han som premierminister i alt syv gange afbrudt af kortere eller længere pauser.

Eksempelvis formåede han ikke at holde fast i magten i 1980, da han blev væltet af et militærkup. Kuppet betød samtidig, at han blev udelukket fra politik i en årrække.

I 1986 lancerede han en national kampagne for at få ophævet sit forbud mod at være politisk aktiv, og året efter kunne han vende tilbage til politikken. Allerede i 1991 var han tilbage på posten som landets premierminister.

Den stol sad han dog kun i i to år, før han blev valgt til Tyrkiets niende præsident frem til 2000.

Ifølge Reuters blev Demirel kaldt "Baba" eller "Far" af sine politiske tilhængere.

Suleyman Demirel har siden skrevet flere bøger og artikler om politik.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.