Tidligere politimand dømt i sag om børneporno
60-årig mand har i Københavns Byret nægtet forsøg på at krænke børns blufærdighed på nettet.
Københavns Byret har fundet tidligere politimand skyldig i besiddelse af børneporno og i forsøg på blufærdighedskrænkelse, skriver ekstrabladet.dk.
Københavns Byret har fundet tidligere politimand skyldig i besiddelse af børneporno og i forsøg på blufærdighedskrænkelse, skriver ekstrabladet.dk. Foto: politi.dk/free


En tidligere politimand i København er torsdag blevet idømt ubetinget fængsel i 60 dage.

Københavns Byret har fundet ham skyldig i besiddelse af børneporno og i forsøg på blufærdighedskrænkelse, skriver ekstrabladet.dk.

På nettet chattede han med en person, der udgav sig for at være en 10-årig filippinsk pige og hendes lillesøster på otte.

I virkeligheden var personen en lokkedue fra organisationen Terre Des Hommes i Holland.

Den 60-årige indvilgede i at betale for at se pornografisk optræden, lyder det i anklageskriftet.

Manden nægtede sig ifølge ekstrabladet.dk skyldig, men han kunne godt skrive under på, at der var børneporno på hans computer.

Han har på stedet anket dommen til Østre Landsret.

Tidligere blev han afsløret i en anden lokkedue-operation sat i scene af en journalist fra Ekstra Bladet.

Her udgav journalisten sig for en 13-årig pige, og manden troppede op i et forsøg på at møde hende.

Dengang blev han idømt en betinget frihedsstraf og samfundstjeneste. Desuden mistede han sit job.

Operationen, som Terres Des Hommes udførte i 2013, førte til, at i alt 1000 mænd gik i fælden. Heraf var ni fra Danmark.

To af disse sager har indtil videre ført til straffesager. Den første sag endte i april med en dom til behandling.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.